13 March, 2023 Kultur

Anmeldelse af Forårsrevyen 2023

Igen i år har vi været et smut i Ålbæk hvor vi lørdag aften havde fornøjelsen af at opleve den lokale revy – Forårsrevyen, som må siges at være i fuldt vigør.

Forårsrevyen er i år rykket ud i nye rammer på Gaardbogaard lidt udenfor Ålbæk.

Udover at alle, gæster såvel som medhjælpere og kunstnerne på scenen bogstaveligt talt kom på glatis på vej til og fra revyen, så var der ikke en finger at sætte på hele aftenen.

Lækker mad

Aftenen startede med en uovertruffen tapasplatte som forret. en delikat anretning med lidt for en hver smag.

Herefter ventede hovedretten som bestod af 2 slags kød, 2 slags kartofler, forskellige salater, 2 saucer samt brød & smør – alt sammen som buffet. Det var alt i alt en velsmagende hovedret som umiddelbart faldt i alles smag.

I pausen mellem revyens 2 agter var der mulighed for at købe en dessert – gammeldaws æblekage. Denne sprang vi dog over, men også denne fik ros med på vejen rundt omkring ved bordene.

Showet

Herefter var det blevet tid til aftenens højdepunkt og det som hele salen havde ventet på med spænding – nu gik tæppet nemlig til Forårsrevyen 2023.

Revyen varede ca. 2 timer og 45 minutter med en pause lige godt halvvejs og lad mig sige det med det samme – man var godt underholdt fra start til slut.

På årets revyholdet var der i år genvalg til sidste års hold – og dette er bestemt ikke uden grund. Årets revyhold bestod således af: Anja Lønborg, Jonas Lønborg David, Lisbet Lykkegaard, Mads Alexander Meyer Vestergaard og Dorthe Pedersen.

Igen i år præsenterede de 5 kunstnere os for en kavalkade af sjov, skarpsindig og til tider også lokal satire når det er bedst. Der var dog også et par mere seriøse numre i blandt som gav stof til eftertanke om alt fra krigen i Ukraine og de flygtninge der er kommet til landet som resultat heraf, til plastik i havene – præsenteret af den knap så lille havfrue.

Et af aftenens mange højdepunkter var uden tvivl da en revisor a la Jonas Lønborg David optrådte med knastørre revisorjokes. Det var intet mindre end en genialitet som flere gæster snakkede ivrigt om efter revyen.

Et andet højdepunkt var da Mads Alexander Meyer Vestergaard gav en smagsprøve på det at gå til pole dance.

Alt i alt var det en aften med veloplagte kunstnere på scenen som gang på gang fik hele salen til at grine.

Skagen Nyt giver årets Forårsrevy: ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ (5 ud af 5 stjerner).

Vi talte med publikummer i alle aldre efter showet og alle var de svært begejstret over showet og det høje niveau som de fem kunstnere lagde for dagen.

Flere pointerede da også, at det ikke er sidste gang at de ligger vejen forbi Forårsrevyen.

Trods stor interesse for at opleve årets revy og deraf flere fuldt udsolgte forestillinger, så er der stadig enkelte chancer tilbage for at opleve revyen som også spiller onsdag til lørdag i denne uge.

Læs mere og køb din billet her.

Forårsrevyen i billeder: