08 august, 2022 Nyheder

Ændringer kan være på vej til Skagens p-pladser

I morgen, tirsdag d. 9. August skal Teknisk udvalg have økonomien for de kommende år til at gå op.

Der er lagt op til besparelser, hvorfor der naturligvis også belyses hvordan og hvorledes kommunen kan øge sine indtægter.

Her er især parkeringen i Skagen et varmt emne.

Her er der nemlig forslag om at forlænge sæsonen for betalingsparkering, samt at hæve timeprisen.

I dag er der betalingsparkering i de 3 sommermåneder. Nu foreslås det imidlertid at vi igen skal betale for at parkere helt fra indgangen til påske og frem til og med efterårsferien i uge 42.

Derudover foreslås en prisstigning fra de nuværende 13 kr. Pr. Time til 15 kr. Pr. Time.

Udvides sæsonen samt hæves priserne forventes det at kunne føre til en gevinst på 749.000 kr. Om året.

Der er dog også et forslag på bordet om at gøre de første 2 timers parkering gratis udenfor sommermånederne. Dette vil være en hjælp for mange af de lokale, men omvendt ikke være nogen stor hjælp for de forretningsdrivende i midtbyen.

Udover de offentlige parkeringspladser i Skagen er der også på tale at lade flere parkeringspladser i både Sæby og Frederikshavn overgå til betalingsparkering.

Hvad det hele ender ud med må vi vente i spænding på at se efter morgendagens møde i Teknisk Udvalg.