Efter måneders intens forberedelse og en gennemgribende renovering af den historiske stationsbygning sidste forår og sommer og efterfølgende omtrent et halvt års ventetid på først alkoholbevilling og senere en tilladelse fra Frederikshavn Kommune, kunne Freddy Rafn og hans team i går, onsdag den 16. april omsider slå dørene op til Ålbæks nye samlingspunkt: Ålbæk Station.
Den ikoniske bygning, der tidligere husede togpassagerer, er nu transformeret til en autentisk beværtning med respekt for fortiden.
Med originale farver, historiske detaljer og materialevalg, der sender tankerne tilbage til DSBs storhedstid, har stedet fået nyt liv – og det i en form, som allerede på åbningsdagen blev mødt med stor opbakning fra lokalbefolkningen.
Allerede til åbningsreceptionen onsdag eftermiddag strømmede gæsterne til for at få et første kig på den nyrenoverede perle midt i Ålbæk.
Stemningen var høj, og da baren senere på dagen åbnede for offentligheden, var det med livemusik og godt humør til langt ud på aftenen.
OLSSON & JUST indtog scenen som første navn og satte en stærk musikalsk standard for resten af påsken.
Freddy Rafn, som tidligere har stået bag flere succesrige restaurationsprojekter i Nordjylland, har i samarbejde med fire ligesindede ildsjæle etableret et sted, hvor musik, fællesskab og øl i hanerne er i centrum.
Ålbæk Station er ikke bare en bar – det er et kultursted i støbeskeen.
Allerede nu har holdet bag planlagt et omfattende program med både intime koncerter indendørs og større arrangementer udendørs i sommerhalvåret.
De har desuden stiftet deres egen musikforening og indledt et tæt samarbejde med naboerne, hvilket lover godt for fremtiden.
Åbningsdagene byder på et alsidigt musikprogram med både lokale og regionale navne:
Torsdag 17. april: MADS TOGHØJ kl. 17.00 og igen kl. 20.00
Fredag 18. april: LINDGAARD TRIO kl. 17.00 og 20.00
Lørdag 19. april: OLSSON & JUST kl. 16.30 og SONNY MØLLER kl. 20.00
Baren åbner hver dag kl. 16.00, og der er lagt op til en weekend fyldt med liv, nærvær og god musik.
Det er lidt af en genfødsel, Ålbæk Station har været igennem.
Som vi tidligere kunne fortælle i Skagen Nyt i denne artikel, blev bygningen sidste år overtaget af Freddy Rafn, der straks så potentialet i at genskabe stedets centrale rolle i bylivet – denne gang som værtshus frem for ventesal.
Placeringen er da også ideel, da den ikke blot ligger centralt i Ålbæk, men også giver gæster fra både skagen og Frederikshavn en nem og bekvem måde at komme frem og tilbage på, endda på under 20 minutter og med stop bogstaveligt talt lige udenfor døren.
Med åbningen onsdag er første skridt nu taget, og det er tydeligt, at Ålbæk har fået et nyt mødested, der bygger bro mellem tradition og nutiden.
Hvis den store tilslutning på åbningsdagen tages som en indikator, tyder meget på, at Ålbæk Station er kommet for at blive – som både bar, musikscene og kulturelt samlingspunkt.