Kære Fiskeriminister, Jacob Jensen
Skagen, den 10. februar 2025
I januar sendte Venstre i Frederikshavn Kommune et nødråb til relevante politikere, hvor vi understregede den alvorlige trussel, som den nyligt indførte CO₂-afgift udgør for vores fiskere og kystsamfund. Vi inviterede samtidig til et besøg i Strandby og Skagen for at få et førstehåndsindtryk af situationen.
I dag har vi fornøjelsen af at byde dig velkommen til Skagen, en by der i generationer har været synonym med dansk fiskeri.
Vi er glade for, at vores bønner er blevet hørt, og at CO₂-afgiften er sat på pause indtil 2030. Fiskerne kompenseres – et vigtigt første skridt, men vi mener, at det er afgørende at tage skridtet fuldt ud: Undlad at opkræve afgiften helt – både af hensyn til fiskernes likviditet og for at undgå unødig administration.
Trawlforbud i Kattegat skaber ny usikkerhed
Den midlertidige pause for CO₂-afgiften giver fiskerne en kærkommen mulighed for at finde bæredygtige alternativer. Men det nye fiskeriudspil “En ny kurs for Dansk Fiskeri” bringer nye bekymringer op til overfladen.
Især forslaget om et trawlforbud i store dele af Kattegat vækker stor bekymring. Denne beslutning vil få katastrofale konsekvenser for hummerfiskeriet i Læsø, Strandby og Skagen og kan true tusindvis af arbejdspladser i vores region.
Vi må huske, at disse beslutninger ikke blot handler om tal i et regneark – de handler om mennesker. De handler om familier, der lever af fiskeriet, og om lokalsamfund, der er bygget op omkring denne industri. Hvis vi fjerner grundlaget for fiskeriet, vil vi se, hvordan livsgrundlaget for mange familier forsvinder.
Lyt til erhvervet – brug fiskernes erfaring
Venstre i Frederikshavn Kommune ser frem til, at Fiskeriministeren netop besøger Skagen og repræsentanter fra fiskeriet – det er en vigtig dialog. Vi må aldrig glemme at lytte til de etablerede fiskere, som kender havet bedst. De lever af og med havets muligheder og udfordringer.
Mister vi en essentiel viden og risikerer at træffe forkerte beslutninger.
Mister vi fremtidsudsigterne for de unge fiskere, som ministeren tidligere har hyldet.
Mister vi arbejdspladser, hvilket vil skabe økonomiske udfordringer i lokalsamfundene.
Lad os finde løsninger sammen
Vi ønsker at finde løsninger, der både sikrer en bæredygtig fremtid for fiskeriet og beskytter miljøet. Tak for, at du tager dig tid til at lytte til vores bekymringer og engagerer dig i dialogen om fiskeriets fremtid.
Med venlig hilsen,
Venstre i Frederikshavn Kommune
Jan Bjeldbak – Gruppeformand
Jon Andersen – Borgmesterkandidat
Jens Borup
Mette Hardam
Lone Haugaard
Thomas Jørgensen