
Vinterferien nærmer sig med hastige skridt, og Skagens Museum er fyldt med tilbud til både store og små.
Den storstilede særudstilling Hos mig – skagensmaleren Viggo Johansen kan opleves lidt endnu, den nye samlingsudstilling Romantiserede rebeller er endelig helt færdig, vi præsenterer nye tilbud til børn og deres voksne, og så er arrangementskalenderen fyldt.
Vi glæder os til at se jer!
Særudstilling: Hos mig – skagensmaleren Viggo Johansen 11. oktober 2025-6. april 2026 Du kan nå det lidt endnu!
Den spektakulære særudstilling Hos mig – skagensmaleren Viggo Johansen giver mulighed for at komme helt tæt på en kunstner, der har været overset i vores tid, men har meget at give den.
Viggo Johansen var en mastodont i sin egen tid – en moderne, fremsynet maler, som gik sine egne veje. Han brød kunstneriske grænser ved at male kvindernes usynlige arbejde i hjemmet fyldt med børn, der skulle fødes, passes, vaskes, opdrages, læses for og puttes. Han underviste både på Kunstakademiet og dets første skole for kvinder. Han malede øde hedelandskaber, når de andre skagensmalere kiggede mod havet, og skabte stemningsfulde malerier af tilbagetrukne aftener i lampelysets skær frem for haveselskaber og højt humør.
Udstillingen samler en imponerede mængde af Viggo Johansens kunstværker som kommer fra både Skagens Museum, Den Hirschsprungske Samling og Ribe Kunstmuseum og vises sammen for allerførste gang.
Vil du have en helt særlig oplevelse? Så tag med på en omvisning, hvor du kan komme endnu tættere på Viggo Johansens liv og arbejde. Find din billet her: Hos mig – Skagensmaleren Viggo Johansen
Du kan også høre mere om Viggo Johansen til arrangementet Kunst og vin, hvor du får en omvisning, der slutter med en varm toddy i museets rammer. Læs mere og køb billet her: Kunst og vin: Viggo Johansen
Skagens Museum har i over et år arbejdet på en ny samlingsudstilling, og nu er den endelig helt færdig. Museet huser verdens største samling af skagensmalernes værker – ca. 20.000 malerier, tegninger og genstande lige fra Bindesbøll-keramik til lysestager lavet af Marie Krøyer – og et udvalg af herlighederne præsenteres i den nye udstilling Romantiserede rebeller.
Skagensmalernes kunst opfattes ofte som smukke, behagelige og måske en lille smule konservative i vores tid, men i 1870’erne og 1880’erne var blikket et ganske andet. Dengang var skagensmalerne en gruppe vilde, unge, rebelske kunstnerbohemer, der ville male helt anderledes end deres læremestre, og fandt inspiration et stærkt fællesskab, som de dannede i Skagen.
Husk, at du kan få endnu flere historier, hvis du tager med på en omvisning. Læs mere her: Her er skagensmalerne
Stiller dine børn altid gode spørgsmål? Eller vil I have inspiration til at gå på opdagelse i skagensmalernes kunst sammen? Så tag med på en omvisning for børn og deres voksne!
Her leger man sig igennem udstillingen under ledelse af én af museets kunstformidlere, og går på jagt efter både stærke farver og små detaljer.
Book billetter her: Omvisning for børn og deres voksne
Skagens Museums åbne værksted findes på museets første sal og her kan I få fingrene i gang. Værkstedet er fyldt med lækre materialer – flotte farver, godt papir og meget andet – og forskellige kreative eksperimenter med udgangspunkt i kunsten på museet.
Både børn og voksne kan fordybe sig i materialer, farver og former, prøve nye teknikker eller sidde helt stille og tegne kruseduller.
Værkstedet er gratis og følger museets åbningstider.
Læs mere her: Åbent værksted
Nyhed: Kunstkassen!
Skagens Museum har fået en kunstkasse – og I kan bruge den helt gratis! Kunstkassen er en malerkasse, som indeholder forskellige gode materiale og sjove aktiviteter, som aktiverer både kroppen, hovedet og sanserne, og som I kan bruge på egen hånd.
Kunstkassens indhold kan bruges hele vejen igennem Skagens Museums udstillinger og indeholder korte instruktioner til materialer og aktiviteter. Men I kan også bruge den lige præcis som I har lyst til.
Kunstkassen kan bruges af alle aldre, men er målrettet familier. Spørg efter kunstkassen, når I ankommer til museet.
Mød samtidskunsten på Skagens Museum! Skagen AiR er museets artist in residence-program, hvor tre samtidskunstnere rykker ind i museets tre historiske atelierer og skaber ny kunst i en moderne fortolkning af skagensmalernes fællesskab.
Denne eftermiddag inviterer det seneste hold residenter indenfor og viser noget af alt det, de har arbejdet på i Skagen. Der bliver noget at kigge på, noget at lytte til, og et dejligt lille glas vin at nippe til.
Oplev komponist og cellist Filippa Westerberg, billedkunstner Maria Zahle og keramiker Louise Gaarmann og kom helt tæt på deres kunstneriske arbejde i Skagen. Find billet her: Skagen AiR: Mød kunstnerne. Oplev Kunsten
Fastelavn er mit navn – også på Skagens Museum. Skagensmalerne elskede en god udklædningsfest og lavede selv deres kostumer, så naturligvis markerer museet fastelavn.
Den 15. februar 2026 kan børn slå katten af tønden i Museumshavens dejlige omgivelser og endda nyde en fastelavnsbolle, når strabadserne er overstået.
Kom gerne udklædt, men med varmt tøj – for vi er udenfor.
Tilmeld jer her: Fastelavn på Skagens Museum
Oplev feminist og debattør Emma Holten i samtale med kunsthistoriker Anna Mørch om omsorgens betydning og symbolik – alt sammen med udgangspunkt i Viggo Johansens modige og banebrydende malerier af sin kones usynlige arbejde i hjemmet.
Husk vores omvisninger!
Skagens Museums omvisninger er for alle, og de giver en helt særlig oplevelse.
Kender du intet til kunsten og museet? Omvisningerne er din nemmeste og bedste indgang til skagensmalernes kunst og historie! Du skal bare følge med en kunstformidler og slå ørene ud.
Eller kender du din Krøyer og vil vide endnu mere? Så kan omvisningerne udvide din horisont og give din viden perspektiv.
Lige nu kan du booke billet til omvisningerne Hos mig om Viggo Johansen, Her er skagensmalerne som giver hele historien om kunstnerfællesskabet, og Omvisning for børn og deres voksne
De er gratis for museets gæster, men kræver entrébillet eller årskort. Book en billet til omvisningerne her: Arrangementer
Husk at slå vejen omkring Museumsbutikken, som er fyldt med godt til både øjnene og ganen. Den er et slaraffenland af plakater, bøger, keramik, tøj, og fine dimser. Tag en del af skagensmalernes historie med hjem til dig selv eller køb nogle skønne gaver.