
FF Koncernen kommer ud af 2025 med sorte tal på bundlinjen, selv om året har været præget af høje råvarepriser og hård konkurrence om fisken. I løbet af 2025 modtog FF Skagen 440.000 ton råvarer, mens Scandic Pelagic modtog 75.000 ton råvare
Ifølge koncernens direktion har 2025 været et udfordrende år, men resultatet er alligevel positivt, og alle medarbejdere er blevet holdt fuldt beskæftigede.
CFO i FF Koncernen, Lars Leer, peger på, at produktionen har kørt stærkt, at der er blevet importeret mere end normalt, og at koncernen i stigende grad kan tilbyde kunderne service og håndtering – men at konkurrencen om råvaren har presset fiskepriserne op på et niveau, der gør det vanskeligere at tjene penge.
På konsumdelen har Scandic Pelagic ifølge magasinet budgetteret med 95.000 ton råvarer, men endte på 75.000 ton. Ledelsen understreger, at virksomheden er volumenbaseret, og at lavere mængder både påvirker produktionen og kundernes muligheder for at få leveret de ønskede produkter.
CEO Johannes Palsson fremhæver samtidig flere forklaringer på, at 2025 har været et anderledes år – blandt andet nye forhold omkring landingsforpligtelser i UK samt manglen på silderogn.
Samtidig har opkøbet af Werner Larsson Fiskeeksport bidraget til bedre balance på matjesmarkedet, og direktionen fremhæver også en positiv udvikling i de marinerede produkter.
Lars Leer peger desuden på, at koncernen er lykkedes godt med et nyere produkt: krydderbrisling.
Når blikket rettes mod 2026, forventer FF Skagen lavere råvaremængder – blandt andet fordi kvoten på blåhvilling er sat væsentligt ned. Til gengæld er der stigninger på brisling og sild, og meget afhænger af, hvor kvoterne for tobis og nordsøbrisling lander.
Direktøren lægger dog ikke skjul på, at indtjeningen i 2025 ikke er tilfredsstillende, men at der alligevel er en tro på, at de interne tiltag kan give et bedre resultat i 2026.