• Forside
  • Nyheder
  • Jane Bengtsen: Tænk logisk og tænk samarbejde de næste fire år
17 november, 2025 Nyheder

Jane Bengtsen: Tænk logisk og tænk samarbejde de næste fire år

Her ser I billedet af en glad Jane Bengtsen. Billedet blev taget i lørdags oven på en valgkamp, der hele vejen er foregået i en god tone og med respekt for hinanden. Jeg har haft stor tiltro til det nye kommende byråd, som skal vælges i morgen.

Nu står jeg så pludselig med en flad fornemmelse af at deltage i noget, som hører til ved et folketingsvalg, eller ved valget i København, hvor SF lige nu er udsat for noget tilsvarende. Vi er åbenbart blevet for populære og kan nu udgøre en trussel mod andre.

Det positive håb, jeg har haft for samarbejdet fremover, er blevet skudt i sænk.
At der ud af det blå sådan “vupti“ dukker et underskud op i Børne- og ungeudvalget, hvor det tilfældigvis er Christina Lykke fra det populære SF, der er formand, virker dybt mistænkeligt på mig.

Jeg tænker, at det er for mærkeligt og egentlig usandsynligt, at man ikke for længe siden havde opdaget det i administrationen, som er dem, der kommer med regnskaberne til udvalget og endnu mere mærkeligt med tidspunktet, hvor det så skal offentliggøres/lækkes – nemlig to dage FØR valget!- for så at blive redegjort for kort EFTER valget🤔

Sund fornuft siger mig, at her skal mine alarmklokker kime, og jeg har voldsom ringen for ørerne lige nu!

Jeg håber, der er fælles bimlen med alarmklokker i hele Frederikshavn Kommune lige nu – ikke så meget på grund af underskuddet; her drejer det sig nemlig om penge, som SKAL bruges i Center for Familie til børn, der har det svært; men på grund af den for andre helt rette timing i en valgkamp, der kan skabe store forandringer i det politiske landskab i kommunen.

Er der nogen, som tror, at det her sker tilfældigt?

Dagen før valget vælter det frem med noget, der virker særdeles koordineret. Hvad siger det om det fremtidige byråd?
Det er FOR påfaldende, hvad der sker lige nu, men det får mig til at blive endnu mere overbevist om, at jeg gjorde det rigtige, da jeg valgte at stille op for SF og bakke op om Christina Lykke som borgmester.

VORES valgkamp foregår ordentligt, og det bliver den ved med – både i Frederikshavn Kommune, Københavns Kommune og på landsplan.