• Forside
  • Erhverv
  • Ny stor ordre til Karstensens Skibsværft – Ny 75 meter pelagisk trawler til Themis Fiskeri
28 oktober, 2025 Erhverv

Ny stor ordre til Karstensens Skibsværft – Ny 75 meter pelagisk trawler til Themis Fiskeri

Karstensens Skibsværft i Skagen kan nu føje endnu en stor ordre til den i forvejende bugnende ordrebog.

Denne gang er det Themis Fiskeri A/S, hjemmehørende i Skagen, der har bestilt en 75,3 meter lang pelagisk trawler, som skal bære navnet “Themis”.

Ifølge værftet forventes skroget at ankomme til Skagen i november 2027, og det færdige fartøj skal leveres i juli 2028.

Den nye trawler får imponerende dimensioner med et mål på 75,30 meter i længden, 16,20/17,00 meter i bredden og en dybgang på 8,60/11,25 meter. Fartøjet bliver dermed endnu et stort og moderne skib i rækken af avancerede pelagiske fartøjer, som Karstensens Skibsværft har leveret til både danske og udenlandske rederier.

“Themis” vil blive udstyret med det nyeste inden for fremdrift, teknik og energiløsninger. Ifølge de foreløbige oplysninger får skibet en fremdrivningskraft på 5200–5400 kW, to Brunvoll-thrustere på 1400 kW hver, samt et RSW-anlæg fra PTG Frio Nordica med tre enheder på 1100 kW.

Ordren vidner endnu engang om Karstensens Skibsværfts stærke position på det internationale marked for pelagiske fartøjer – og om Skagens rolle som centrum for moderne fiskeriteknologi og maritimt håndværk.

Værftet går i den grad nogle travle år i møde, hvor det også skal bygge miljøskibe til Forsvaret.

“Themis” bliver byggenummer #498 på værftet.