
Julen nærmer sig, og i år kan både lokale og byens gæster se frem til en helt ny måde at opleve julestemningen i Skagen på. Skagen Nyt står bag Christmas Food Walk, der kombinerer gastronomi, hygge og byliv i én samlet oplevelse – og som allerede tegner til at blive en af vinterens mest hyggelige begivenheder.
Christmas Food Walk afholdes lørdag d. 29. november og lørdag d. 6. december fra kl. 12.00 til 17.00, og konceptet er ganske enkelt: Deltagerne bevæger sig rundt til fem stemningsfulde steder i Skagen, hvor der venter små, julede smagsoplevelser og hyggelige øjeblikke.
Fire af stederne byder på en lille, smagfuld og juleinspireret anretning, mens det femte sted sørger for lidt søde julelækkerier, som deltagerne får med hjem – en fin og hyggelig afrunding på dagen.
“Vi ønsker at skabe en oplevelse, hvor folk både får smagt på julen og mærket den særlige stemning, som Skagen har i december. Det handler lige så meget om hyggen og samværet som om maden,”
– fortæller Mathias Rump Hansen fra Skagen Nyt.
Deltagerne bestemmer selv rækkefølgen på deres rute rundt i byen. Det eneste faste punkt er, at der skal tjekkes ind på Foldens Restaurant (Foldens Hotel) mellem kl. 12.00 og 14.00. Derfra kan man frit bevæge sig rundt til de deltagende spisesteder, der alle ligger inden for kort gåafstand i Skagens midtby.
Oplevelsen er skabt for både lokale og besøgende, der ønsker at nyde en dag i hyggeligt selskab, hvor der er tid til at smage, snakke og opleve Skagen fra sin varmeste og mest julede side.
Christmas Food Walk er en madoplevelse i særklasse – og samtidig en oplagt måde at komme i julestemning på i hjertet af Skagen.