Boligmarkedet i de største byer er under pres, og det gør det vanskeligt for især mange unge at finde en bolig inden for deres økonomiske råderum. For nogle forældre med en robust økonomi kan et forældrekøb være en løsning, og derfor giver Nordjyske Bank i Skagen fem gode råd, der kan hjælpe familier med at træffe en velovervejet beslutning.
I de største byer er boligmarkedet under hårdt pres. Priserne på ejerlejligheder er steget markant, mens udbuddet af boliger er faldet, og på lejeboligmarkedet møder unge både lange ventelister og høje huslejer. I København og Aarhus er udviklingen særligt tydelig, og netop derfor vælger nogle forældre at se mod forældrekøb som en måde at hjælpe deres børn.
Forældrekøb er dog ikke uden overvejelser, og rammerne er samtidig under forandring. Derfor kommer
Nordjyske Bank i Skagen med fem gode råd, som kan hjælpe familier med at træffe en gennemtænkt beslutning.
Et forældrekøb kræver en stærk privatøkonomi. Barnets husleje kan sjældent dække alle udgifter, og derfor skal man være indstillet på, at det typisk vil koste penge hver måned at eje en forældrekøbsbolig.
“Et forældrekøb bør ikke være drevet af et økonomisk incitament om at få en gevinst ud af det. Det skal først og fremmest handle om lysten til at hjælpe sit barn, og det forudsætter, at man har økonomien til at kunne bære et løbende underskud i de fleste tilfælde,”
– forklarer afdelingsdirektør Susanne Holst i Nordjyske Bank i Skagen.
Ved køb af bolig til sit barn, bliver man juridisk set udlejer. Det betyder, at der skal udarbejdes en lejekontrakt på markedsvilkår, og huslejen skal fastsættes på et niveau, der svarer til markedslejen – også selvom boligen lejes til sit eget barn. Ellers risikerer man, at det betragtes som en gave, og det kan udløse skattemæssige konsekvenser.
I nogle tilfælde kan det betale sig at overveje at købe en lidt dyrere ejerbolig, hvis der er et ekstra værelse, der kan lejes ud. Det kan hjælpe med at nedbringe både de månedlige udgifter og barnets huslejeudgifter, hvilket gør det lettere at håndtere de økonomiske forpligtelser.
Når finansieringen til et forældrekøb overvejes, er det vigtigt at vælge den løsning, der passer til den enkeltes økonomi og risikovillighed.
“Variabelt forrentede lån som Prioritetslån og F-kort lån er billigere end lån med fast rente. Men de indebærer også en højere risiko, da den variable rente også giver variable ydelser på lånet. Den risiko skal man kunne bære – og acceptere. Med et fastforrentet lån betales en lidt højere rente. Til gengæld er renten kendt og konstant i op til 30 år frem i tiden,”
– siger Andreas Mørkholt Sørensen.
Det er vigtigt at overveje, hvad der skal ske med boligen, når barnet er færdigt med studierne – om den skal sælges, overtages af barnet eller måske en søskende. Hvis boligen overdrages til barnet, kan den sælges til op til 20 procent under den offentlige ejendomsvurdering forudsat, at man opfylder kravene, og det kan give barnet en lettere vej ind på boligmarkedet sammenlignet med fri handel.