
Lørdag den 11. oktober åbner Skagens Museum dørene til årets store særudstilling Hos mig – skagensmaleren Viggo Johansen, der sætter fokus på en af de mere oversete skikkelser i kunstnerkolonien i Skagen.
Hos Skagen Nyt fik vi allerede fredag mulighed for at se udstillingen før den officielle åbning – en udstilling, der med både nærvær, varme og historisk tyngde giver et helt nyt blik på den talentfulde maler og familiemennesket Viggo Johansen.
Udstillingen viser, hvordan Johansen ikke blot mestrede lyset, men også livet omkring det. Hans evne til at male lys er slående – hvad enten det udspringer fra en lampe i stuen en mørk aften, fra lysekronen over et festmåltid eller fra brændeovnens glød, hvor hustruen Martha står med parrets mange børn omkring sig. Lyset bliver et symbol på nærvær, ro og livets små øjeblikke – og det er netop dér, Johansens kunst finder sin særlige styrke.
I Skagen fandt Viggo Johansen sine egne motiver. Hvor mange af de andre skagensmalere malede stranden, havet og fiskerne, vendte han blikket mod heden, klitterne, dyrene og livet i byen. Hans tilgang var personlig og jordnær – han malede ikke Skagen som et monument, men som et levende sted fyldt med stemning og menneskelighed.
Et særligt indslag i udstillingen er fire selvportrætter, der tilsammen fortæller historien om en kunstner i udvikling. Fra det første lille, næsten ydmyge portræt af den unge maler, til det sidste store billede, malet i perioden hvor han fungerede som professor, vicedirektør og siden direktør for Det Kongelige Danske Kunstakademi. Portrætterne viser en mand, der vokser – både i format, selvtillid og udtryk.
Johansen begyndte sin undervisningskarriere på Kunstnernes Studieskoler i slutningen af 1880’erne – en skole oprettet som et alternativ til Kunstakademiets daværende undervisningsprincipper. Her underviste også navne som Laurits Tuxen og P.S. Krøyer. I 1888 tog han et banebrydende skridt, da han blev den første lærer i maleri på Kunstakademiets nye Kvindeskole – et modigt valg i en tid, hvor kvindelige kunstnere stadig kæmpede for anerkendelse.
Selvom Viggo Johansen var en del af skagensmalernes omgangskreds, stod han på mange måder udenfor. Han opholdt sig ikke i Skagen i de år, hvor kunstnerkolonien var mest aktiv, men arbejdede i stedet i Dragør og Tyresö i Sverige. Mens kollegaerne malede havet og de store selskaber, skildrede Johansen hjemmets ro – livet indenfor, hvor hans hustru og børn blev hans foretrukne modeller.
Udstillingen viser derfor ikke blot en kunstner, men et menneske med bevidste valg. Den fremhæver motiver med relevans langt ud over Johansens egen tid – fra kvinders arbejde i hjemmet og de hastigt forandrede landskaber til hverdagens stille skønhed og menneskelige nærvær.
Udstillingen bindes smukt sammen med en film som dels giver en god introduktion til Viggo Johansen som person og kunstner, men også trækker tråde fra hans person og kunst til nutiden, med hjælp fra bl.a. Jens Fich, som er leder af Det Grå Fyr her i Skagen.
Hos mig – skagensmaleren Viggo Johansen åbner i dag kl. 10.00 på Skagens Museum. Klokken 12.00 markerer trompetist Anders Malta, tidligere resident i Skagen AiR, åbningen med et stykke musik komponeret særligt til udstillingen.
Skagens Museum inviterer alle til at opleve Viggo Johansens verden – et kunstnerisk univers, hvor hjemmets lys og livets ro står i centrum.