Skagboere – nye som gamle – inviteres til fællesspisning og nærvær, når det nye initiativ Smag på Skagen løber af stablen onsdag den 28. maj. Men der er én vigtig ændring, du skal bide mærke i: Starttidspunktet er rykket fra kl. 17.00 til kl. 18.30.
Ændringen kommer på baggrund af flere forespørgsler, og initiativtagerne Lise Grevenkop-Castenskiold og Mathias Rump Hansen håber, at det nye tidspunkt gør det nemmere for endnu flere at nå med efter arbejde og dagens øvrige gøremål.
Konceptet bag Smag på Skagen er enkelt: Man mødes cirka én gang om måneden på en ny restaurant i byen og nyder et godt måltid i selskab med andre, der – ligesom én selv – har lyst til at møde nye mennesker og styrke deres lokale netværk. Man forpligter sig kun til én aften ad gangen.
Første fællesspisning afholdes hos Restaurant K, og aftenen byder på en lækker to-retters middag for 300 kroner per person.
Menuen består af en mør striploin steak med pommes, pebersauce og årstidens friske salat – efterfulgt af en herlig chokoladekage med is, bær og chokolade. Drikkevarer købes separat.
Der tages naturligvis hensyn til allergier og kostpræferencer – blot man giver besked i forbindelse med tilmelding på info@skagennyt.dk.
Tilmelding sker via MobilePay boxkode 3724XV eller dette link.
Tilmeldingsfrist er søndag den 25. maj – tilmeldingen er bindende.
Lise Grevenkop-Castenskiold er for ganske nyligt flyttet til Skagen fra Aalborg og har altid haft et særligt forhold til Skagen, hvor hun i de seneste par år har haft ferielejlighed. Nu er hun flyttet hertil permanent sammen med hendes kæreste og ønsker at opbygge et større netværk lokalt.
Med 28 års international erfaring inden for ledelse, coaching og arbejdsglæde, brænder hun for at skabe bedre samtaler og relationer – både professionelt og privat. Hun arbejder i dag med at hjælpe mennesker og organisationer med at skabe små forandringer, der gør en stor forskel i liv og arbejdsliv.
Mathias Rump Hansen er 30 år og journalist her på Skagen Nyt og en lokal ildsjæl som brænder for Skagen. Trods sin store kontaktflade i byen gennem virksomheden såvel som bestyrelsesposter i Skagen Handel, Skagen Festival og Cruise Skagen, savner han stærkere personlige relationer i hverdagen, da vennerne er bosat udenfor byen og det derfor er svært at ses i hverdagen.
Sammen har de skabt Smag på Skagen som en platform for nye venskaber, spontane snakke og nærvær i øjenhøjde.
Efter fællesspisningen er der, for dem som måtte have lyst, mulighed for at fortsætte på Kompasset, som ligger lige ved siden af Restaurant K.
Her er der plads til et glas og en snak i uformelle rammer – for dem, der har lyst til at lade aftenen fortsætte lidt endnu.
Alle er velkomne – unge, ældre, enlige, par – det vigtigste er lysten til at møde nye mennesker og dele et måltid i godt selskab.
Har du spørgsmål? Skriv til info@skagennyt.dk
Du kan læse mere om konceptet lige her