Allerede i sommeren 2025 er planen, at Skagen har et nyt levende byrum centralt beliggende i byen på Skolemarken overfor Kulturhus Kappelborg.
Projektet ’Mellem Himmel og Hav’ er udformet af den internationalt anerkendt danske kunstner Jeppe Hein og kommer til at indeholde et naturlandskab, som bliver skabt midt i byen og indeholder elementer af det, vi kender Skagens natur allerbedst for, nemlig vand og sand.
Klitter, bakker og træer, lyng, havtorn og klitroser kommer til at omgive det centrale kunstneriske element, som er Jeppe Heins springvand, som har så rent vand, at man kan bade i det.
Projektet på Skolemarken kommer til at løfte et større område i centrum af byen og giver naturlig sammenhæng og fri bevægelse fra bymidten og gågaden, over Kulturhus Kappelborg med scene, oplevelsesplads, legeplads og skaterbane til skolemarken og helt ind til kunstnergravene på den historiske kirkegård, som der i samarbejde med Skagen Kirke, vil blive givet direkte adgang til, fra det nye område.
Samlet set vil det nye byrum, med Kappelborgs kulturaktiviteter med lege- og oplevelsespladsen og skaterbanen (som har et samlet årligt besøgstal på 180.000 gæster) på den ene side og Skagen kulturhistoriske kirkegård på den anden side, skabe en unik synergi i hele området.
Der arbejdes i den sammenhæng i projektet også med en hastighedsnedsættelse og en flytning af fodgængerfeltet på Chr. X’s vej ud for Skolemarken.
Springvandet: Det centrale kunstneriske element i naturlandskabet bliver springvandet, som er bygget på en bund af granit, som afspejler strømforholdene nord for Grenen, og vandstrålerne udgør forskellige ’rum’, som veksler med forskellige tidsintervaller. På den måde kan børn i alle aldre løbe eller springe fra det ene rum til det andet, når der viser sig en mulig korridor. Vandet er renset efter alle kunstens regler, så der kan bades i det.
Bænkene: Fem til syv originalt udformede gule bænke snor sig desuden gennem landskabet, ned i jorden og op igen og lægger ligesom springvandet op til interaktion, om det være sig et hvil, en snak eller en rutsjetur på bænkene.
“Det er kunst, som man bliver en del af. Det inspirerer til fællesskab i et fælles rum. Det er kunst for alle mennesker i alle aldre. Og så spiller det godt sammen med Kulturhus Kappelborg, som i forvejen er et godt eksempel på, at kunst og kultur er for alle og kan samle vidt forskellige mennesker. På samme måde håber vi, at Skolemarken kan skabe et mødested og et fællesskab for mange mennesker i Skagen.”
– siger Lars Ilum fra projektgruppen bag ’Mellem Himmel og Hav’.
Foodtrucks og scene Området vil desuden få adgangsvej til en scenevogn, som kan opstilles i forskellige varianter ved springvandet, hvor vandet kan slukkes og dermed giver mulighed for, at der kan afholdes koncerter og lignende begivenheder med et anslået publikumstal på op til 500 til 600 gæster.
I opholdsområdet og teknikrummet ved springvand er offentlige toiletforhold også en del af planen, og i den modsatte ende af området, i forhold springvandet, bliver der plads til et mindre antal food-trucks og kaffebarer.
Byens projekt Det storstilede projekt på Skolemarken i Skagen har været undervejs siden 2018, hvor det startede med et ønske om en oase midt i byen med et kunstnerisk udgangspunkt. Nu begynder planerne at tage form, da en vigtig del af finansieringen er på plads.
Projektgruppen ønsker derfor nu at orientere om status på projektet og få skagboerne til at tage del i byens nye projekt.
Det kan man for eksempel ved at købe et stort eller lille træ eller en hel eller halv bænk i det nye rekreative område, hvilket vil blive konkretiseret på et borgermøde i august, som projektgruppen inviterer byens borgere til. Nærmere info om det annonceres i starten af august.
“Projektet og hele levendegørelsen af området midt i byen laver vi jo for dem, der bor i byen og dem, som bruger byen. Så vi håber meget på, at byens borgere kan se idéen med projektet og har lyst til støtte op omkring det.”
– siger Allan Kastor fra projektgruppen bag ‘Mellem Himmel og Hav’.
Jeppe Hein (1974-) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1997 og fra Städel Hochschule für bildende Kunst i Frankfurt am Main, Tyskland. Han har tidligere fungeret som assistent for Olafur Eliasson, og har i dag skabt sig en stor international karriere med udstillinger rundt omkring i verden. Han er især kendt for sine store installationer, der spiller på det arkitektoniske, designmæssige, tekniske og funktionelle.