Hvem skal vinde Nordjyske Banks foreningspris 2024? – Det er det store spørgsmål nu hvor banken med filial her i Skagen, sætter gang i nomineringen til Nordjyske Banks foreningspris 2024.
Det er nu muligt at nominere lokale foreninger til Nordjyske Banks foreningspris 2024, hvor hele tre foreninger i Region Nordjylland har mulighed for at vinde en samlet pengepræmie på 100.000 kroner. Med den økonomiske håndsrækning ønsker den nordjyske bank at hylde og anerkende de mange frivillige, som dagligt gør en stor indsats for foreningernes medlemmer såvel som lokalsamfundet.
I 2019 lancerede Nordjyske Bank foreningsprisen for at anerkende de lokale foreninger, der dagligt bidrager til at styrke sammenholdet i nordjyske byer. Prisen er siden dengang blevet uddelt årligt, og nu har nordjyderne igen mulighed for at indstille og stemme på nordjyske foreninger. Blandt de indstillede foreninger udpeges tre vindere, som modtager en samlet pengepræmie på 100.000 kroner.
Sidste år løb Natteravnene i Aalborg, Madkassen Hjørring og Mob Din Krop fra Frederikshavn med Nordjyske Banks foreningspris, da de alle havde gjort en særlig og bemærkelsesværdig indsats for lokalsamfundet i Nordjylland. Derfor kunne de hver indkassere en pengepræmie på 33.000 kr., der går til at understøtte foreningernes lokale indsatser.
Nordjyderne har stor indflydelse på, hvem der vinder foreningsprisen 2024, da de selv har mulighed for at nominere og stemme på den forening, som de mener har fortjent prisen. Herefter vil de ti foreninger, som har fået flest stemmer, gå videre til finalen sammen med ti yderligere foreninger, som udvælges blandt de indstillede foreninger. De tre endelige vindere af foreningsprisen vil efterfølgende blive udpeget af en uafhængig dommerkomite, som har tilknytning til det nordjyske.
Man kan indstille og stemme hver dag på foreningerne via hjemmesiden foreningspris.dk indtil fredag den 2. februar kl. 12.00. Vinderne vil blive offentliggjort i løbet af marts 2024.
Dommerkomitéen består i år af advokat og partner hos Hovmøller og Thorup samt formand for Gestus Nord, Karen-Marie Hovmøller, frivillig og ildsjæl i Dybvad, Klaus Nielsen, administrerende direktør i Musikkens Hus i Aalborg, Lasse Rich Henningsen, direktør for Krogh Andersen A/S Skilte & Reklame samt frivillig i diverse foreninger, Niels Krogh Andersen, Bestyrelsesformand for Hjørring Revyen, Per Boe Larsen og direktør for Arena Nord i Frederikshavn, Per Hornum Malmberg.
Du kan nominere samt stemme på din favorit lige her.