Arbejdersangbog er en del af vores fælles kulturskat. Sangene fortæller masser af historier, men rummer også værdier, som er grundlæggende for vores samfund, nemlig handlekraft, fællesskab og solidaritet. Men hvad betyder de i dag, og hvem er den moderne arbejder?
Svaret får du måske, når Team Teateret og Teater Møllen gæster Kappelborg torsdag 11. maj. I hvert fald får du en medrivende og gennemmusikalsk fortolkning af både kendte og mindre kendte sange fra Arbejdersangbogen. Med syv skuespillere og musikere på scenen er der masser af stemmepragt bag ordene og melodierne. Og bag de mange tankevækkende historier, der gemmer sig i teksterne.
Arbejder – Sange fra hjertet høstede flotte anmeldelser ved premieren i 2021, hvor Herning Folkeblads begejstrede anmelder gav den hele seks stjerner med ordene: ”Vellykket forestilling. Anbefales til røde og blå, kvinder og mænd, unge og gamle, firkantede og runde.” Den efterfølgende turné tog også publikum med storm, og nu er det skagboernes tur til at lade sig bevæge, røre og begejstre af den veloplagte teaterkoncert.
Kappelborg kan allerede nu løfte sløret for nogle af efterårets teateroplevelser, som også omfatter en teaterkoncert, nemlig En anderledes Teaterkoncert produceret af Teater V fra Valby, der gæster Skagen 14. september. Her venter en usædvanlige aften i selskab med en lang række elskelige særegne eksistenser, der alle gestaltes af skuespilleren Victor Marcussen. Oplev nyfortolkninger af gode gamle hits, der alle, på hver deres måde, afspejler livets uendelige mangfoldighed.
3. oktober præsenterer Kappelborg forestillingen Ilt, der er et prisvindende og meget relevant stykke dramatik, som stiller spørgsmålstegn til sit publikum om, hvordan man som verdensborger kan leve sit liv optimalt med god samvittighed og en tro på fremtiden.
Ilt (Lungs) har bl.a. fået tildelt prisen “Best New Play” i London, og med Teater Next fik Ilt sin første danske turnépremiere i 2022. Den danske produktion er instrueret af Simon Boberg, som bl.a. har stået bag teatersucceserne GRÆSHOPPER på Det Kongelige Teater, MACBETH på Odense Teater og LORT på Husets Teater.