• Forside
  • Erhverv
  • ErhvervsNyt: Danske virksomheder er snart færdige med at tilbagebetale coronalån
07 marts, 2023 Erhverv

ErhvervsNyt: Danske virksomheder er snart færdige med at tilbagebetale coronalån

Velkommen til denne uges udgave af ErhvervsNyt som vi leverer i samarbejde med Sydbank. I denne uge ser vi blandt andet nærmere på virksomhedernes tilbagebetaling af coronalån.

Ny status på tilbagebetalingen af coronalån

En ny opgørelse fra Skattestyrelsen viser, at det går fremad med tilbagebetalingen af de coronalån, som virksomhederne havde mulighed for at optage under pandemien.

På nuværende tidspunkt har der således været frist for tilbagebetaling af coronalån for et samlet beløb på 31,4 milliarder kroner. Heraf er 27,2 milliarder kroner – eller hvad der svarer til knap 87 procent – blevet tilbagebetalt.

Samtidig er coronalån for 2,8 milliarder kroner omfattet af betalingsordninger hos Skattestyrelsen.

Dertil kommer en restpulje af coronalån på 1,4 milliarder kroner, der hverken er tilbagebetalt eller oprettet betalingsordninger for. Virksomhederne i restpuljen vil få sendt deres lån til inddrivelse hos Gældsstyrelsen, hvis de ikke reagerer på Skattestyrelens rykkerbreve.

Der har været frist for tilbagebetaling af coronalån ad flere omgange. Den næste og sidste frist er den 1. maj, hvor 6.200 virksomheder skal tilbagebetale lån for et samlet beløb på 2,1 milliarder kroner.

Du kan læse mere om tilbagebetalingen af coronalån på Skattestyrelsens hjemmeside.

Prisen på naturgas dykker

De seneste måneder er prisen på naturgas faldet mærkbart, så den europæiske referencepris på naturgas, TTF, nu lyder på under 50 euro pr. MWh.

Det er det laveste niveau siden sommeren 2021 og svarer til et faldt på over 80 procent, siden prisen toppede sidste år.

Den lavere gaspris afspejler blandt andet, at vi i Europa har haft en relativ mild vinter, ligesom både virksomheder og forbrugere har været gode til at spare på gassen.

De europæiske naturgaslagre er derfor også godt fyldte, når man tager årstiden i betragtning. På tværs af EU er naturgaslagrene således omtrent 60 procent fyldte. Det er markant mere end i samme periode sidste år, hvor de europæiske naturgaslagre var under 30 procent fyldte.

Ny prognose: Dansk økonomi lægger an til landing

Sydbanks Makroanalyse har sendt en ny økonomisk prognose på gaden, hvor overskriften lyder: ”Dansk økonomi lægger an til landing.”

Den nye prognose indeholder blandt andet Sydbanks forventninger til arbejdsmarkedet, boligmarkedet og udviklingen i inflationen.

Den nye prognose kan læses her.

Invitation: Webinar om kinesisk økonomi

Vi afslutter dagens ErhvervsNyt med en invitation til et webinar, der løber af stablen på torsdag den 9. marts kl. 08.30.

På webinaret tager seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel temperaturen på den kinesiske økonomi.

Tilmelding er ikke nødvendig. Du skal blot åbne dette Teams-link et par minutter før webinaret går i gang. Webinaret varer ca. 30 minutter, og det vil være muligt at stille spørgsmål i chat-funktionen.

Denne publikation er udarbejdet på grundlag af informationer fra kilder, som Sydbank finder troværdige. Sydbank påtager sig dog intet ansvar for mangler, herunder eventuelle fejl i kilder, trykfejl eller beregningsfejl, samt efterfølgende ændrede forudsætninger. Sydbank fraskriver sig ethvert ansvar for tab, der måtte have direkte eller indirekte sammenhæng med dispositioner, der er foretaget alene på baggrund af denne publikation. Denne publikation må ikke uden bankens udtrykkelige samtykke offentliggøres eller distribueres videre.