Temaet til årets Erhvervs Get-Together var unge og fremtidens arbejdsmarked, herunder hvordan erhvervslivet kan tiltrække og fastholde unge. For det er de unge, der udgør fremtidens arbejdsmarked.
Igen i år inviterede Skagen, Frederikshavn og Sæby Erhvervsforening til Erhvervs-Get-Together i Arena Nord. Årets hovedsponsor var Nordjyske Bank samt sponsor Arena Nord. Som noget nyt var erhvervsarrangementet delt i to dele.
Første del var for 120 afgangselever fra MARTEC, EUC Nord, Frederikshavn Gymnasium og Frederikshavn Handelsskole. Også godt 50 erhvervsfolk fra virksomheder i Frederikshavn Kommune deltog.
Der var samtale mellem studerende og erhvervslivet, hvor det blandt andet blev debatteret, hvilke fordele der er, ved at bosætte sig i sin hjemkommune. Her svarede de studerende, at den største fordel er at være tæt på familie og venner.
De unge og fremtidens arbejdsmarked var også temaet i anden del af Erhvervs Get-Together. Her mødtes ledere, ejerledere og andre fra det lokale erhvervsliv til en aften med indlæg og networking. De tre indlægsholdere var henholdsvis kultursociolog Emilia van Hauen, lektor og sociolog Rolf Lyneborg Lund fra Aalborg Universitet og sociolog og ph.d. Eva Mærsk. De tre indlæg gav i den grad erhvervslivet stof til eftertanke, fordi indlæggende havde meget forskellige vinkler.
Et af Emilia van Hauens budskaber var, at erhvervslivet bør tænke i tilknytning fremfor fastholdelse, når det kommer til de yngre generationer af medarbejdere. Rolf Lyneborg Lund fortalte bl.a., at man er nødt til at tage udgangspunkt i sit eget område og dem, der allerede bor der.
I aftenens sidste indlæg fortalte Eva Mærsk, at man ikke nødvendigvis skal arbejde for at fastholde unge. Derimod skal man give dem elastik i livremmen, så man kan trække dem tilbage til området igen, når de, for manges vedkommende, har afsluttet deres videregående uddannelse i storbyen. Eva Mærsk slog også fast, at det er altafgørende at sørge for, at de unge, som vælger at blive boende i området, føler sig prioriterede. For det er dem, der skal bygge området op.
Karl Erik Slynge, formand for Frederikshavn Erhvervsforening, gik på talerstolen på vegne af de tre erhvervsforeninger.
Også borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit S. Hansen var på talerstolen, hvor hun talte om, hvad der kan gøres ved manglen på unge i kommunen.