• Forside
  • Nyheder
  • Opdateret: Stor redningsaktion på havet ud for Skagen
05 juni, 2022 Nyheder

Opdateret: Stor redningsaktion på havet ud for Skagen

Lørdag aften omkring kl. 20.30 blev redningsmændende ved Skagen redningsstation kaldt på arbejde.

Der var indløbet en alarm fra et fragtskib som netop havde passeret Skagen.

Alarmen lød på mand over bord.

Begge både fra Skagen redningsstation blev med lynets hast sendt afsted.

Redningsmændende her fra Skagen fik hurtigt assistance fra både Hirtshals, Sæby samt Østerby på Læsø.

Derudover var der flere helikoptere i luften fra både Danmark og Sverige, samt mange civile fartøjer som deltog i eftersøgningen.

Efter cirka 2 timers eftersøgning fandt redningsbåden fra Østerby en livløs person i vandet.

Den livløse person blev hevet op af vandet og der blev straks igangsat behandling.

Kort tid efter blev vedkommende overført til en af helikopterne og derefter fløjet på hospitalet.

Skagen Redningsstation roser og takker de involverede parter for et godt samarbejde hele opgaven igennem.

Opdatering

Der er nu yderligere oplysninger i sagen.

Fragtskibet hvorfra der faldt en mand over bord sejlede i sejlranden ud for Skagen kaldet Rute Tango. Personen var imidlertid drevet en del øst på. Personen blev nemlig bjærget ret langt mod øst i forhold til sejlranden.

Den overbordfaldne person er en 55-årig russisk sømand, som desværre er afgået ved døden efterfølgende.