I disse minutter er de lokale brandfolk fra Falck Skagen i gang med at tænde ild i kurven ved Vippefyret. Anledningen er 80-året for Danmarks befrielse – en dag, som bliver markeret over hele landet, og som i Skagen fejres med både ild, flag og fly i luften.
Stemningen ved Vippefyret er højtidelig og fuld af fællesskab. Flere skagboer og besøgende er mødt op for at overvære begivenheden og tage del i markeringen, som ærer dem, der kæmpede for Danmarks frihed under besættelsen.
Om kort tid – omkring kl. 17.55 – vil et Herkules-fly fra Flyvevåbnet flyve hen over Skagen som en del af den nationale markering.
Flyvningen sker i respekt for de danske frihedskæmpere og de mange nedkastningssteder i Nordjylland, hvor De Allierede i sin tid støttede modstandsbevægelsen.
De lokale brandfolk håber, at så mange som muligt vil kigge forbi og være med til at markere denne særlige dag.
Det er noget særligt at stå sammen og markere befrielsen ved Vippefyret.
At fyrets kurv i anledning af 80-året for befrielsen tændes og at himlen over Skagen besøges af Hercules flyet, som en særlig hilsen fra Flyvevåbnet, gør bare aftenen endnu mere speciel.
4. maj er en dag, der minder os om både ofre og håb – og i Skagen mærkes det i disse minutter. Ilden flammer allerede i kurven, og om lidt drøner Herkules hen over himlen.
Kom og vær med – og husk at sætte lys i vinduet i aften.
Skagen Nyt er til stede og følger stemningen.
Foto: Falck Skagen