Natten til torsdag udviklede sig voldeligt, da en 41-årig mand fra Skagen ifølge Nordjyllands Politi sparkede en betjent i skridtet med knæet.
Episoden fandt sted kort efter midnat på Havnevej, hvor en patrulje henvendte sig til en gruppe personer med ønske om identifikation.
Den 41-årige nægtede imidlertid at efterkomme politiets anvisninger, og i stedet for at samarbejde valgte han at reagere fysisk – med et knæspark mod en mandlig betjent.
“Det ser vi meget alvorligt på. Vold mod en tjenestemand er en grov forseelse, og der venter nu et retsligt efterspil for den pågældende,”
– udtaler politikommissær Michael Karstenskov, leder af Patruljetjenesten Frederikshavn.
Skawboen blev straks anholdt og transporteret til detentionen i Frederikshavn, hvor han blev tilbageholdt.
Det er endnu uvist, hvornår den sigtede fremstilles i retten, men politiet bekræfter, at han nu er sigtet for vold mod polititjenestemand – en overtrædelse, der kan medføre fængselsstraf.
Herudover blev fem andre personer sigtet i Skagen i nattens løb – for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Der var her tale om gadeuorden og fornærmelig tiltale mod politiet, som i denne uge er massivt til stede i byen i forbindelse med den travle uge 29, hvor Skagen er fyldt med feststemte gæster og op imod 50.000 besøgende.