• Forside
  • Nyheder
  • Flyverhjemmeværnet gennemfører øvelse ved Radarhoved Skagen
05 november, 2025 Nyheder

Flyverhjemmeværnet gennemfører øvelse ved Radarhoved Skagen

Næste weekend vil man kunne opleve usædvanlig aktivitet omkring Radarhoved Skagen, når Flyverhjemmeværnets Eskadrille 260 Vendsyssel afholder en omfattende bevogtningsøvelse.

Øvelsen finder sted fra fredag den 14. november kl. 18.00 til lørdag den 15. november kl. 18.00, og omfatter området i en radius af tre kilometer omkring radarhovedet på Batterivej 6 i Skagen – hvilket vil sige at der kan være aktivitet i store dele af byen.

Under øvelsen vil der blive anvendt droner, løs ammunition og kanonslag, og borgere i området kan derfor forvente både uvant lyd og aktivitet i det nævnte tidsrum. Der vil desuden forekomme øget kørsel med både civile og militære køretøjer, da omkring 70 personer deltager i øvelsen.

Formålet med øvelsen er at afprøve og styrke sikringsplanerne for Radarhoved Skagen – et vigtigt element i Danmarks overvågning og forsvarsinfrastruktur.

Flyverhjemmeværnet understreger, at der udelukkende er tale om en planlagt øvelse, og at der ikke er nogen grund til bekymring for hverken beboere eller besøgende i området.