I 2025 åbner Skagens Museum en helt ny samlingsudstilling – og det sker rum for rum hen over hele året. Museets gæster kan altså følge med i en proces, som oftest er lukket og få formidling om både arbejdet og kunsten undervejs. Det første rum præsenteres den 8. februar 2025.
Udstillingen Romantiserede Rebeller genfortolker skagensmalerne. Deres værker opfattes ofte som smukke, behagelige og måske en lille smule konservative. Men det er kun den halve sandhed: De er romantiserede i vores tid, men på deres egen tid var de moderne og definerende for kunstens udvikling i Nordeuropa.
Romantiserede Rebeller udfolder historien om skagensmalerne igennem en række forskellige rum med temaer som bl.a. Fællesskab, Store og små bevægelser, Bybilleder, Haveselskaber, Strandkanten, og Ufærdigt arbejde. Vi præsenterer kunstværkerne i selskab med nye fortællinger, nye omsluttende oplevelser, og leg med lys og skygge.
Oplev et kunstnerfællesskab, der formåede at leve i kontraster. De malede solbeskinnede strande og druknede fiskere, de levede som bohemer midt i en arbejdsom og dybt religiøs fiskerby, de rejste rundt i Europa og kom tilbage til Skagen for at male – og de fandt hver især deres egen kunstneriske vej i et dynamisk fællesskab.
Udstillingen bygges op rum for rum gennem hele 2025, og udstillingsopbygningen holdes delvist åben for publikum. I første halvdel af 2025 arbejder museet på salene i den ikoniske Plesnerbygning og efter sommeren udfoldes en række nye formidlingstiltag og immersive oplevelser på bygningens første sal.
Udstillingens scenografi er udarbejdet sammen med udstillingsarkitekt Anne Schnettler.
Der er adgang til udstillingen under opbygning første gang den 8. februar. Følg med på www.skagenskunstmuseer.dk for detaljer.
Den 8. februar åbner udstillingen Lige et øjeblik! Skagensmalernes fotografier på Skagens Museum.
Udstillingen viser en række aldrig før viste fotografier (og et par enkelte velkendte), som kommer direkte fra skagensmaleres gemmer – nogle er fra Anna og Michael Anchers private samling, andre fra P.S. Krøyers, og andre er efterladt af den kunstnergruppe, der samledes i Skagen i 1890erne.
Fotografisamlingen fra Skagen emmer af spontanitet, men tvinger også beskueren til at standse og se nærmere: På den vejrbidte fiskers dragende blik langt inde under sydvesten, på Vibeke Krøyer til hest med J.F. Willumsen, på tre leende piger i en gyngesofa, på en storgrinende Anna Ancher, en koncentreret Carl Locher, der maler i rigtig dårligt vejr og på alle de andre øjeblikke.
Udstillingen sætter også fokus på fotografiet som medie og lægger op til at besøgende går på opdagelse i farvede linser, dioramaer og fotografiteknikker – meget gerne med deres egne kameraer eller telefoner i hånden. Udstillingen præsenteres i en moderne, legesyg iscenesættelse af den franske fotokunstner Joséphine Douet.
Læs mere om udstillingen lige her
I oktober kaster Skagens Museum nye øjne på skagensmaleren Viggo Johansen. Historien har ikke kanoniseret ham på samme måde som P.S. Krøyer og Anna Ancher, men han var én af landet mest respekterede malere på sin egen tid – og så kan hans værker sige en hel del til nutiden.
For Viggo Johansens evne til at rette blikket andre steder hen viser scener fra privatlivet, som giver perspektiv til nutidens diskussioner om kvinders usynlige arbejde. Han viser os øde egne, som leder tankerne hen på tidens vigtige miljødiskussioner. Han viser os selskabsliv og private lampeoplyste stuer, der lægger op til refleksioner om at vælge det intense, aktive og sociale liv til og fra.
Igennem en sanselig, taktil udstillingsscenografi af Luise Midtgaard præsenterer vi Viggo Johansen, en maler, som med sine smukke og stemningsfulde malerier var med til at udvikle det moderne maleri i Danmark.
Udstillingen er lavet i samarbejde med Ribe Kunstmuseum og Den Hirschsprungske Samling.
Læs mere om udstillingen lige her
I 2024 lånte Skagens Museum P.S. Krøyers monumentale gruppeportræt Fra Københavns Børs få måneder efter at det var blevet båret ud fra lige netop en brændende Børsen. Det kan stadig opleves på museet – helt indtil pinse.
Anchers Hus og Drachmanns Hus, museets to kunstnerhjem, åbner igen i april 2025. I Anchers Hus boede Anna og Michael Ancher det meste af deres liv og her samlede de kunstnerfællesskabet omkring sig.
I Drachmanns Hus boede Holger Drachmann, som både malede og skrev i Skagen. De to kunstnerhjem giver tilsammen en indsigt i livet som kunstner i Skagen dengang – og masser af æstetisk inspiration til nutiden.
Skagens Museums residency program for nulevende kunstnere fortsætter i 2025.
Se derfor frem til endnu flere sanselige, nyskabende og overraskende oplevelser skabt lige mellem skagensmalernes historiske kunst og nutidige kunstneres eksperimenterende praksis.
Følg med på www.skagenskunstmuseer.dk og læs mere om projektet her
Oplev lys i mørket, når Skagens Museum den 12., 14. og 19. februar inviterer til videovandring.
I forbindelse med særudstillingen Lige et øjeblik! Skagensmalernes fotografier, projiceres fotografier fra Skagens Museums samling direkte på Drachmanns Hus, Anchers Hus og Skagens Museum.
På denne videovandring går en kunstformidler turen mellem de tre historiske bygninger og giver en helt særlig mulighed for at høre om Skagens og kunstnernes historie.
Arrangementet foregår i samarbejde med PixlArt. Køb billet her
Skagens Museum præsenterer i 2025 for første gang åbent værksted i museets nyindrettede kreative værksted.
Værkstedet vil være tilgængeligt omkring ferier og højtider.
Det er gratis at deltage i det åbne værksted, som primært vil være ubemandet og frit.
Her er mulighed for at lave kreativt arbejde og skiftende kreative øvelser, som er forbundet til museets nye samlingsudstilling og skiftende særudstillinger – og de kreative udfoldelsesmuligheder retter sig mod både børn og voksne.
Hen over året skruer museet dog op for både sværhedsgraden og styringen, når det åbne værksted danner rammen om en række masterclasses.
Det åbne værksted åbnes første gang i uge 7 og 8, hvor museets besøgende kan kaste sig ud i ”Billedretouchering a la 1800” – Book billet her
Skagens Museum byder igen i 2025 indenfor til Aftenakademiet 2.0.
Det oprindelige Aftenakademiet blev stiftet af P.S. Krøyer i 1883, og her samledes kunstnerne i Skagen og deres bekendte for at diskutere tidens tendenser.
Malerkunst, litteratur, musik og politik kom på de uofficielle dagsordener, og Skagens Museum gør kunstnerne kunsten efter med 4 arrangementer i 2025.
Det første handler om Fra Københavns Børs og foregår den 16. april 2025. Billetter sættes løbende i salg her
Hele sommerferien kan man deltage i det populære Kunst og vin, som kombinerer vinsmagning og kunstoplevelser.
Her skænkes et glas vin, mens en af museets kunstformidlere fortæller om de kunsthistoriske bånd, der er knyttet til vinen.
Har man brug for at strække lemmerne og tage en dyb indånding, er der igen yoga i haven ved Anchers Hus sommeren over.
Sommeren byder også på endnu mere Billedskole for børn mellem 7-13 år.
Forårsholdet begynder den 25. februar. I uge 27 og 32 kan børn i samme aldersgruppe deltage i en særlig version af Billedskolen, som museet kalder Sommerskole.
Billedskolen fortsætter med et nyt hold til efteråret, og datoer offentliggøres efter skolernes sommerferie. Tilmelding foregår her
2025 markerer desuden en helt ny gratis omvisning på Skagens Museum med titlen Her er skagensmalerne. Den afholdes én gang om ugen året rundt. Og har man ikke fået nok, kan man booke en række private omvisninger ved at kontakte museet. Find mere information her