Det overrasker igen og igen hvad dette hus kan. Skagens Bamsemuseum og café. Det er i sandhed meget mere end museum og café.
Et fællesskab af bamse-venner, som støtter, hjælper, og donerer til fordel for det arbejde som museets ejer Jonna og museets venneforening yder blandt kræftramte børn og deres familier.
Hver uge er der strikkecafé hvor ca 30 damer mødes og strikker strømper, karklude, tæpper, trøjer, huer, vanter og meget andet, og det hele sælges til fordel for de syge børn og deres familier.
Der er stor opbakning fra Skagen til årets forskellige kulturelle tiltag, sidst her Skærtorsdag hvor der blev afholdt Påskesalon med fællessang, kaffe og hjemmebagt kringle, hvor der var mere end udsolgt og hvor entréindtægten ubeskåret går til det vigtige arbejde.
Ved samme lejlighed overrakte Civitan Skagen 25.000 kr. Som de havde samlet ind ved forskelligt arbejde i byen.
En af husets venner Mikkel Fønsskov, fik – på Jonnas foranledning arrangeret, at Gyldendal donerer bøger til et lille bibliotek på afdelingen for kræftramte børn på Skejby Sygehus, således at opholdet kan blive lidt mere tåleligt.
Skagens Bamsemuseum og caféen har mange venner, både Skawboere og gæster i byen.
Kernen af disse venner er ”Bjørnebanden”, som hvert år donerer store beløb og på den måde er med til at holde Familiehuset ved Skejby Sygehus kørende.
Familiehuset blev bygget af Trygfonden, men driften skal man selv betale. Der er 22 værelser til familier som har et alvorligt sygt barn indlagt på Skejby, familier som ofte kommer langt fra Aarhus, idét afdelingen samler syge børn fra hele landet.
Et værelse koster ca. 50.000 årligt at drifte. Jonna og Bjørnebanden står for 18 af disse værelser, – altså næsten en million kroner årligt.
Det var kommet hospitalsdirektøren for øre at Jonna var en helt særlig ildsjæl som kunne noget ingen andre kunne.
Sidste år inviterede han hende derfor på kaffe og fortalte at hospitalet havde mulighed for at få en ny scanner, som kunne meget mere end dem man havde i forvejen.
Der var dog lige det ved det, at den kostede 36 millioner kr. og hospitalet havde kun de 16 millioner selv, – kunne hun mon hjælpe?
Jens Chr. Wandt er både en god ven og samarbejdspartner for Jonna og Bamsemuseet.
Han glemmer da heller ikke sådan lige, den dag hun ringede og spurgte hvad han tænkte om sagen, det var jo trods alt et noget andet beløb end dem der normalt arbejdes med i Jonna og co’s arbejde.
De blev dog ret hurtigt enige om at give det en chance og forhøre sig hos den føromtalte “Bjørnebande” samt særlige bamsevenner hvad de tænkte.
Det lykkedes! Med hjælp fra få bamsevenner og et enkelt fond, kunne Jonna før jul overrække 20 millioner kr. til Skejby og nu er scanneren en realitet.
I onsdags sad den nye hospitalsdirektør med tårer i øjnene ved bordet i iscaféen og fortalte om den nye scanner og de muligheder den åbner op for, både mht. at diagnosticere patienter, men også i forhold til forskning.
Der findes kun 20 stk af denne scanner i verden, den ene står nu i Skejby.
Den har gjort at hospitalet er blevet indlemmet i et fællesskab af de allerbedste universitetshospitaler i verden, hvor man udveksler erfaring og nu kan bidrage med forskning der går endnu dybere til gavn for os alle.
Jo, museet og caféen i Skagen kan noget som ingen andre steder kan, – og det hele udspringer af kærlighed til bamserne. En bamse kan virkelig bygge bro mellem mennesker og mellem hjerter.
Næste projekt er den 26. april – (Store Bededag – hvis den stadig fandtes). Her går hele Skagen sammen om en aften til fordel for Jonnas og Bamsemuseets arbejde for de kræftramte børn. En aften med titlen ”Skagen støtter kræftramte børn”.
Der er velkomst med champagne, østers og skagenskinke, tre retters menu kreeret af Michel Michau i samarbejde med Skagen Fiskerestaurant og Iscaféen, der bliver serveret gode vine, der vil være underholdning med bl.a. ballet, tryllekunstner, opera, og pop, og så vil Alexa Bruun Rasmussen stå for en auktion.
ALT denne aften er sponsoreret.
Champagne og rødvin kommer Henrik Tachau fra Coolwines i Skagen med, hvidvinen doneres af Holte Vinlagers butik i Skagen, Portvin kommer fra Superbrugsen Skagen, laks til forretten er fra Skagen Salmon – en forret som i øvrigt tilberede af Skagen Fiskerestaurant, kyllinger og grønt til Michauds ”Coq au vin” doneres af AB Catering, dessertbordet dækkes af Iscafeen i samarbejde med Helsted-Bageren, østers kommer fra Skagen Frisk, og skinken fra Slagter Munch, Spar Skagen leverer chips og snacks, alle kunstnere optræder uden honorar, det samme gør alle tjenere og hjælpere som kommer fra byens restauranter og hoteller. Foldens Hotel i Skagen stiller værelser til rådighed for de tilrejsende kunstnere, Skagen Harbour lægger køkken til, og så er der dem som donerer til auktionen.
Der er med andre ord lagt op til en festaften med det lækreste mad, de skønneste vine, den bedste underholdning, og en forrygende auktion, og det bedste er at ALLE indtægter går ubeskåret til det vigtige arbejde blandt de kræftsyge børn og deres familier.
En billet til denne aften koster 2.500 kr. – det er alt inklusiv. Måske mange penge, men hvad koster det ikke hvis man spiser mad tilberedt af disse store kokke, med vinmenu, underholdning, og i særlige rammer? – og pengene går ubeskåret til børnene.
Tak til Jens Chr. Wandt og Jonna Thygesen for deres store arbejde og denne på mange måder livsbekræftende historie om velgørenhed og fællesskab når det er allerbedst – og vigtigst!