I Skagen d. 30. aug.- d. 8. sept. 2021
10 kunstnere vandrer gennem Skagen. Én kunstner hver dag i 10 dage. I 12 timer vandrer de ud i det nordjyske landskab og inviterer publikum til at følge med – i landskabet eller på live-stream.
De 10 kunstnere har en særlig relation til Skagen. Med dette kendskab i rygsækken tager de os med til gemte og glemte steder på en rejse ind i områdets særlige natur, myter, stemninger og hemmeligheder.
De udforsker landskabet ud fra hver deres kunstneriske disciplin – performance, billedkunst, dans, fotografi og arkitektur. Og de bruger omgivelserne som ramme og indhold for de kunstneriske aktioner, de skaber undervejs. En performance, en sand-dans, et møde, en tegning, en installation…

Opdagelsesrejser i og omkring Skagen
Kunsten har altid forholdt sig til natur og landskaber, både i de klassiske landskabsmalerier, i land art og meget mere, men hvordan forholder nutidskunstnere sig til landskabet i en kontekst af klimaforandringer, nedbrydelse af naturen og en ændret bevidsthed om vores egen rolle?
For kunstnerne er vandringen et refleksionsrum, en kortlægning og en opdagelsesrejse. Et frirum med højt til himlen og plads til eksistentielle spørgsmål og højtflyvende tanker, akkurat som den har været for mange af os i en tid, hvor verden, som vi kender den, har været lukket ned.
Til sammen skaber de 10 kunstnere en levende, mangfoldig og overraskende oplevelse af de skawske landskaber med nye ruter, nye fortællinger og ny inspiration til selv at gå på opdagelse.
- 30. aug.: Performancekunstner Inga Gerner Nielsen vil vandre tilbage til fortiden og undersøge landskaberne, som de engang var.
- 31. aug.: Danser Ellen Kilsgaard vil lade sin krop påvirke af Skagens fygende sand og skabe en sand-koreografi.
- 1. sept.: Fotograf Maja Nydal Eriksen undersøger Skagen som et migrations-knudepunkt for mennesker, fisk og fiskeindustri gennem møder med havnearbejderne.
- 2. sept.: Performancekunstner Anamet Magven længes efter at føle sig ét med naturen og vil bruge sine 12 timer på at skabe fysisk forbindelse med jorden.
- 3. sept.: Billedkunstner Elle-Mie Ejdrup Hansen vil vandre langs den jyske vestkyst fra Gl. Skagen mod syd og stopper hver time for at skrive i sandet.
- 4. sept.: Performancekunstner Helga Rosenfeldt-Olsen vil vandre mod solen fra øst til vest hen over Råbjerg Mile, der bevæger sig modsat, og vil lade landskabet møde kroppen.
- 5. sept.: Arkitekt og forfatter Gustav Fabricius rapporterer fra Skagen Klitplantage om subkulturer af sære og dragende konstruktioner af fællesskaber mellem planter, dyr, svampe og bakterier.
- 6. sept.: Danser Julie Schmidt Andreasen bevæger sig gennem landskabet med en livline og binder kroppe og landskaber sammen – helt fysisk.
- 7. sept.: Kunstner og researcher Tina Mariane Krogh Madsen sender sin avatar, kunstner Kamilla Mez, ud i landskabet og styrer hende ved at sende instruktioner hver time.
- 8. sept.: Scenekunstner Eja Due vil vandre i sin barndoms land i samme retning som sedimenterne – de fysiske beviser på tidens gang – mens fragmenter fra fortiden hvirvles op.
Følg med
Mød kunstnerne online hver hele time, når de live-streamer deres aktioner på facebook. Eller se mere på hjemmesiden om, hvordan og hvornår du kan vandre med kunstnerne i landskabet:
Facebook @Walking Landscapes
OM WALKING LANDSCAPES
Walking Landscapes er et landsdækkende kunstprojekt – en kunstnerisk opdagelsesrejse ind i 12 vidt forskellige landskaber i 12 kommuner over hele landet. Projektet er i Skagen 30. aug.-8. sept. og fortsætter til 28. oktober 2021 med 10 kunstnere og 10 dage per kommune, i alt 140 dage.