04 februar, 2024 Kultur

Vinterferien på Kappelborg byder på tre koncerter og to teaterforestillinger

Uge 7 og 8 er ferietid forskellige steder i Danmark. Skagen venter mange gæster i den periode, og derfor har Kappelborg lagt sig i selen for at sammensætte et attraktivt mix af kulturoplevelser. Hele tre koncerter og to teaterforestillinger fylder kulturhuset i de to uger.

De tre koncerter præsenterer Thorbjørn Risager & The Black Tornado, Hvalfugl og Mukherjee Development.

Thorbjørn Risager & The Black Tornado har de senere år opbygget deres position på både den nationale og internationale blues-scene. Deres koncerter er nærværende, højenergiske og autentiske. Bandet vandt sidste år Blues-DMA, Blues liveprisen & Årets danske Bluesudgivelse.

Jazztrioen: Hvalfugl

I kraft af deres gribende instrumentale udtryk har den aarhusianske jazztrio Hvalfugl begejstret både publikum og anmeldere med en genre, som bedst beskrives som Den nye jazz. Som noget helt særligt vil der i forbindelse med koncerten også være en sanselig vermouth-smagning vin ved Karl-Emil Sams fra Sømærket Vin- og Ciderbar i Gl. Skagen. Smagningen er inkluderet i billetprisen.

Mukherjee Development er langsom musik i en hurtig tid. Musikken flyder frit imellem genrer som indie, rock, americana & stillehavsmusik. Efter at være flyttet til Danmark har Mukherjee gjort sig bemærket med flere udgivelser i eget navn og som vinder af DMA-prisen ”Årets Ud af det Blå” i 2021.

Teateroplevelser ud over det sædvanlige

LIBERTY

Mandag og tirsdag i uge 7 står den på teater. To meget forskellige eksperimenterende forestillinger, der på hver sin måde skubber til grænserne for, hvad teatergenren kan rumme.

LIBERTY er en nyskabelse og et eksperiment. Kristján Ingimarssons 25-års jubilæumsforestilling med klip fra bl.a. den Reumert-præmierede forestilling blam! LIBERTY skal ikke forstås, men opleves. Alle værktøjer kommer i brug for at imponere, manipulere, provokere og underholde publikum.

Piti Peta Hofen Show – tre lande, tre jonglører, tre objekter. 45 minutter fyldt med humor, vanvid og hemmelige teknikker. Prisvindende ny-cirkus. En familieforestilling, som har spillet med stor succes i 108 lande verden over.

– Det er med stor stolthed vi præsenterer programmet for vinterferien. Sjældent har vi haft en sådan koncentration af dygtige musikere og teaterperformere på så kort tid. Det er nok værd at rejse efter – eller nyde som ekstra-oplevelser, hvis du allerede har planlagt din vinterferie i Skagen, siger leder af Kappelborg, Lars Ilum.