Start året ud med et besøg ved Det Grå Fyr!
Selvom både vejret og kalenderen melder vinter, så er det ikke ensbetydende med lukkede skodder hos Det Grå Fyr. For første gang nogensinde er det nemlig muligt også at besøge det ikoniske fyr i perioden fra november til april, da der fra i år holdes vinteråbent.
”Vi synes, at vi holder lidt på et guldæg, ved at holde fyret lukket i vintermånederne. Det vil vi gerne lave om på nu, både for vores helårsturisters skyld, men i særdeleshed også for den fastboende befolkning i Skagen og omegn.”
– Sådan fortæller Jens Fick, leder ved Det Grå Fyr.
Det Grå Fyr er et yndet mål for Skagens turister i højsæsonen, men tilbyder året rundt en unik udsigt over byen og området, som fascinerer, forundrer og kan bringe de besøgende endnu tættere på de skiftende årstider. Fyrtårnet er med andre ord ikke en sæsonbetonet oplevelse, men en destination, der er værd at besøge året rundt.
Det Grå Fyr vil ikke være bemandet i vintermånederne, men ved hjælp af smarte selvbetjeningsfaciliteter, kan de besøgende få adgang til fyrets top mellem kl. 06.00 og 22.00 frem til d. 10. april 2025.
Når kalenderen siger Påske 2025 bliver dørene atter åbnet for fyrets øvrige faciliteter, og de besøgende vil kunne opleve næste års udstilling, besøge caféen og købe et minde med hjem fra butikken.