• Forside
  • Kultur
  • VERDENSBALLETTEN LADER SIG INSPIRERE AF SKAGENS MUSEUM
31 maj, 2022 Kultur

VERDENSBALLETTEN LADER SIG INSPIRERE AF SKAGENS MUSEUM

Verdensballetten så dagens lys i 2008 – ved Den Tilsandede Kirke i Skagen. Siden har Skagen og forestillingen ved Den Tilsandede Kirke altid betydet noget særligt for Verdensballetten, – arnestedet hvor det hele begyndte og hvor det hele udgår fra. 

Der er hvert år i det kunstneriske program en særlig hilsen til Skagen. Sidste år var det balletten ”Hvor landet ender”, som den unge koreograf Tobias Praetorius skabte til Grenen – hvor de to have mødes, og som i 2020 blev præsenteret i det virtuelle rum da Verdensballetten var aflyst på grund af corona, og som i 2021 blev bearbejdet til scenen. 

I år har Verdensballetten valgt at lade sig inspirere af den aktuelle udstilling på Skagens Museum – Krøyer & Paris – med undertitlen: Franske forbindelser og nordiske toner. Verdensballetten har bedt den unge fremadstormende koreograf Juliano Nunes, om at skabe en ny pas de deux, med inspiration fra det franske, det nordiske og mest af alt det impressionistiske.

Musikken til den nye ballet er af franske Claude Debussy hans Arabesque nr. 1 for soloklaver. Han var om nogen impressionismens komponist, og ligesom Monets værker, virkede også Debussys musik provokerende da den i sin tid blev skabt. Debussy var i slutningen af 20erne da han komponerede dette værk, og var ved at finde sin stil som komponist. Inspirationen kom fra litteraturen og kunsten, han har selv udtrykt at det er som at sætte musik til de ord han hørte og de billeder han så. 

“Det ligger lige til, at Verdensballetten lader sig inspirere af den aktuelle udstilling på Skagens Museum”, siger Verdensballettens leder Jens-Chr. Wandt. “Den fremragende udstilling, som jeg nu har set to gange, og som både viser unikke kunstværker af nogle af verdens mest berømte malere, men som også fortæller historien om en vigtig epoke i Krøyers liv, gjorde stort indtryk og inspirerede mig straks til årets ”Skagens-indslag” i Verdensballettens program. Ballet var også en vigtig kunstform i impressionismens Paris, se blot på Degas mange malerier. Det var oplagt at vælge musik af Debussy til den nye ballet. Debussy var impressionismens store komponist, og samtidig er hans musik så dansant, så ballet-elegant, og har så mange lag der fletter sig ind og ud af de mange tonebilleder.”

Jens-Chr. Wandt, leder af Verdensballetten

Koreografen der skal skabe den nye ballet, er Juliano Nunes (32). Han er født og opvokset i Rio de Janeiro. Han er uddannet på Akademie des Tanzes i Mannheim i Tyskland, og allerede i studieårene arbejdede han med koreografer som Jirí Kylian, Hans van Manen og William Forsythe – nogle af ballettens største mestre. Han har skabt værker til dansere fra bl.a. Pariseroperaens ballet, The Royal Ballet of London, The National Ballet of Canada, og Nederland Dans Theater, og i dag er han artist in residence hos Philadelphia Ballet i USA. Det er første gang at Juliano Nunes arbejder med Verdensballetten, og til denne pas de deux har han valgt to at ballettens helt store navne, begge solodansere og begge fra England: Anna Rose O´Sullivan og Xander Parish. 

Den nye impressionisme-inspireret pas de deux, kan ses ved Verdensballettens forestillinger denne sommer, i Skagen den 18. juli  –  og derudover 10 forskellige steder i Danmark.