
Det er efterhånden blevet en smuk tradition, at Verdensballetten besøger Ankermedet Plejecenter, inden årets forestillinger i Skagen. Også i år får beboere og brugere mulighed for at opleve et særligt uddrag af årets program, når nogle af verdens førende kunstnere gæster den store sal.
Arrangementet finder sted søndag den 12. juli kl. 11.00, og alle beboere og brugere af Ankermedet er hjerteligt velkomne. Iscaféen byder på bobler og kage, og der er lagt op til en festlig formiddag med ballet, opera og klassisk musik, når Verdensballettens grundlægger og kunstneriske leder, Jens-Christian Wandt, fører publikum gennem programmet. Skagens borgmester, Jon Andersen, vil desuden overvære arrangementet.
Blandt årets medvirkende er en af verdens mest anerkendte ballerinaer, Anna Rose O’Sullivan, der er prima ballerina ved The Royal Ballet i London. Hun optræder som gæstesolist på nogle af verdens største scener – blandt andet i London, Paris, New York, Milano og Tokyo – og er netop vendt hjem fra stor succes med The Royal Ballets turné i Tokyo. Nu kan Ankermedets beboere og brugere opleve hende helt tæt på.
Sammen med de øvrige internationale kunstnere bliver det en enestående mulighed for at opleve ballet i absolut verdensklasse, smuk operasang og klassisk musik i nærværende og intime rammer.
Selvom arrangementet ligger på en søndag, håber vi, at rigtig mange har lyst til at være med. Det bliver en vidunderlig og festlig formiddag, hvor kunsten kommer helt tæt på.
Arrangementet er kun for beboere og brugere af Ankermedet Plejecenter og er blevet til med generøs støtte fra Melsen Fonden, som er med til at bringe kunst og store kulturoplevelser ud til mennesker, der ikke altid har mulighed for selv at opsøge dem.