Efter flere års arbejde er foreningen Ålbæk Havnebad nu endelig klar til indvielse af saunaen og dermed åbnes der også op for booking af tider i saunaen.
Indvielsen bliver på lørdag d. 30., kl. 11.00. Der bliver et par korte taler, der bydes på en kop gløgg og der bliver selvfølgelig mulighed for at komme ind at se saunaen.
Allerede kl. 12.00 kan de første sætte sig i den varme sauna, som vil være ekstra meget åben denne første weekend, hvor den er i drift.
Ålbæk Havnebad skiller sig ud fra lignende steder, da det er åbent for alle og ikke kun for medlemmer. Sidstnævnte kan bruge saunaen hele året så tit de vil i åbningstiderne. Mens turister, eller fastboende, som kun ønsker at benytte den en gang i mellem kan købe en gæstebillet. Der bliver formentlig også booket mange gæstebilletter, når medlemmer ønsker at tage deres venner og bekendte med til de fine faciliteter.
Denne mulighed for at der er åbent for alle styres via et fuldautomatisk bookingsystem. Derved sikres, at saunaen aldrig bliver overfyldt og det giver oversigt over, hvem der har været der hvornår, da også gæster skal registrere sig med en profil.
Uden for saunaens åbningstider er der fri adgang til den platform, som er bygget yderst i havnen og hvorpå saunaen er placeret. Her er der stiger ned i vandet. Der er også fri adgang til saunaens tag, som er lavet som en udsigtsplatform med frit udsyn over hele Ålbæk Bugt fra Skagen i Nord til Frederikshavn i syd.
Også fra saunaen er der en fantastisk udsigt over yderhavnen, molehovederne og Ålbæk Bugt.
Udover at tilbyde adgang for andre end medlemmer skiller Ålbæk Havnebad sig yderligere ud fra lignende steder, da de oftest kun er tiltænkt vinterbadere.
Ålbæk Havnebad kommer til at være åbent hele året og det forventes at blive et stort trækplaster for de 10.000-vis af turister som besøger området i sommerhalvåret på de 3 campingpladser lige ved Ålbæk, byens eget hotel, de nærliggende hoteller, gæstesejlere og autocampere. Foruden en stor del af de turister som besøger Skagen og Tversted-områderne.
Disse mange besøg forventes at genere en betydelig ekstra omsætning på de 2 spisesteder på Ålbæk Havn, de øvrige spisesteder i byen og butikkerne i øvrigt. Og derfor et stort aktivt for byen Ålbæk.
Udenfor saunaen er der 2 brusere med fersk vand – beregnet til både at skylle havsalt af, da det er noget hårdt ved bænkene i saunaen, og også beregnet til at skylle sig efter sidste saunatur og omklædning. Det er en lækker facilitet, som ikke alle udendørs badeanlæg kan tilbyde. Bruserne er specielt beregnet til helårsbrug. Når man lukker for vandet, tømmes bruseren for vand – det løber nedenud.
Der er netop åbnet op for bookingsystemet. Det fungerer via foreningens hjemmeside, hvor man også kan melde sig ind i foreningen. Der er i skrivende stund knap 100 medlemmer, hvilket er noget imponerende, da de hidtil kun har fået beretninger om processen for medlemskabet – og selvfølgelig en plads forrest i køen, hvis der bliver lukket for tilmeldinger og der må oprettes venteliste, som man ser det mange andre steder.
Foreningens bestyrelse forventer, at når først det rygtes, at de mange genvordigheder med byggeprocessen er ovre og saunaen er i drift, vil man ret hurtigt nå op på det dobbelte antal medlemmer.
De fleste vinterbadeklubber i Danmark har venteliste til medlemmer. Men disse klubber/foreninger ligger også typisk ved større byer.
Om venteliste bliver et tema her i det tyndt befolkede ”Vandkantsdanmark” er svært at forudse. Indtil videre siger bestyrelsen for foreningen Ålbæk Havnebad ”Kombardo!” til alle såvel de som er interesseret i at blive medlem som gæster.