• Forside
  • Nyheder
  • Venstre er på banen med mulig borgmesterkandidat i Frederikshavn
05 April, 2024 Nyheder

Venstre er på banen med mulig borgmesterkandidat i Frederikshavn

Et af Venstres medlemmer i Frederikshavn Byråd står nu frem som borgmesterkandidat forud for næste kommunalvalg, der finder sted i efteråret 2025.

Det er Lone Haugaard, der i forbindelse med generalforsamlingen i Venstres kommuneforening har anmeldt sit kandidatur.

Lone Haugaard har opbakning som spidskandidat fra en enig byrådsgruppe ligesom bestyrelsen i Venstres kommuneforening er glad for, at Lone stiller sig til rådighed som spidskandidat.

Det er Venstres samlede kreds af medlemmer i kommunen, der har det sidste ord, når der skal udpeges en borgmesterkandidat. Det foregår ved et opstillingsmøde, som medlemmerne inden længe vil blive indkaldt til. I den mellemliggende periode står det Venstres medlemmer frit for at foreslå andre kandidater. Det oplyser den nyligt genvalgte formand for Venstres kommuneforening i Frederikshavn, Louise Jæger.

Lone Haugaard blev valgt til byrådet i 2021. Hun repræsenterer Venstre i Børne- og Ungdomsudvalget samt i Kultur- og Fritidsudvalget. Desuden har hun en af de tre politiske pladser i Distriktsrådet, som er et forum for de 29 landsbyer i kommunen.

Foruden den politiske erfaring kommer Lone Haugaard med en solid ballast som tidligere advokat og medindehaver af en større advokatvirksomhed i Aalborg. Hun har desuden en  MBA-grad (Master of Business Administration) og driver sammen med sin mand en af Nordjyllands største ejendomsvirksomheder. Endelig er hun mangeårig formand for menighedsrådet i Østervrå.

Lone Haugaard stammer fra Bogense på Fyn. Hun har læst jura i Aarhus og arbejdet som advokat i København og Aalborg. I 2014 vendte familien hjem til den slægtsgård, Gjersholt ved Østervrå, hvor hendes mand, Rasmus Haugaard, er opvokset. Her bor de med deres tre børn på 10, 14 og 15 år.