Vælgerne i Skagen får nu en lejlighed til at møde de lokale folketingskandidater på en gang. Det sker ved et vælgermøde mandag den 17. oktober kl. 16.
En af byens største virksomheder lægger lokaler til, og alle de kandidater, der er opstillet i Frederikshavn-kredsen er inviteret til at fremlægge deres politik og mærkesager for vælgerne i Danmarks nordligste valgkreds.
Ved redaktionens slutning havde følgende kandidater sagt ja til at deltage i det store vælgermøde:
Mette Hardam, Venstre
Nana Harring, Dansk Folkeparti
Bjarne Laustsen, Socialdemokratiet
Per Larsen, Det Konservative Folkeparti
Kristian Bøgsted, Danmarksdemokraterne
Benjamin Jørgensen, Socialistisk Folkeparti
Jørgen Bjerregaard, Kristendemokraterne
Det radikale Venstres lokale kandidat i Frederikshavnkredsen – Dorthe Kerschus er ligeledes inviteret, så der er mulighed for at samtlige partier med lokale kandidater kan blive repræsenteret ved mødet.
Det er Venstres vælgerforening i Skagen, der har taget initiativ til mødet, som finder sted i FF Skagens lokaler, Oliekajen 13 på havnen i Skagen.
Maria Mejlhede, grundlægger af kommunikationsvirksomheden Krog Nobis, har påtaget sig rollen som ordstyrer. Hun vil især spore debatten ind på to emner, som optager sindene i Vendsyssel: Hvordan sikrer vi fremtiden for det danske fiskerierhverv, og hvordan undgår vi at løbe tør for arbejdskraft i vores område?
Hvilke emner, der derudover skal behandles på vælgermødet, det er op til kandidaterne selv, og til de vælgere, der stiller spørgsmål til politikerne.
”Alle vælgere i Skagen er velkomne til at deltage, og vi regner med, at det bliver valgkampens højdepunkt her i byen”, siger Erik F. Andersen, formand for Venstre i Skagen.
Billedtekst: Skagen får sit eget vælgermøde med deltagelse af lokale folketingskandidater (Foto: Niels H. Bünemann)