21 July, 2021 Kultur

Værk om Anna Anchers kunst skabes i Skagen

Der er tale om en verdenspremiere, når forestillingen ”I Annas Atelier” i perioden fra d. 14. – 21. august kan opleves i atelieret i museumshaven ved Skagens Museum. Forestillingen, der er produceret af Kappelborg i samarbejde med den Reumertnominerede koreograf Pernille Garde, vises 3 gange dagligt i perioden.

”I Annas Atelier” er en intimforestilling i krydsfeltet mellem dans og teater, som med sit stærke visuelle udtryk og kun ganske få ord – er et nutidigt bud på en Skagen-fortælling om Anna Anchers kunst og den skabende proces i et værksted”. – Sådan lyder det fra Kappelborg, der tidligere har samarbejdet med Pernille Garde om skabelse af forestillingen ”Skagen i en campingvogn”.

Det er vigtigt for os som kulturhus og kulturaktør at bidrage til fortællingen om Skagen. At fortælle Skagens historie på nye måder. At skabe nye værker, og på den vis være med til at (gen)skabe historien. Sådan var det med de lokale fortællinger i ”Skagen i en campingvogn”, og sådan er det også med ”I Annas Atelier”. Fortællingerne/værkerne findes ikke i scenekunstlandskabet, så derfor må vi producere dem selv. Trække en dygtig koreograf og hendes ensemble til Skagen. Væk fra hovedstaden/de større byer, hvor mest scenekunst produceres i dag. Til Skagen for at skabe og dernæst fortælle fortællingen om en kunstnerisk proces, der hvor den rent faktisk foregik, fremfor i et øvelokale et andet sted i landet.”

– På den vis forsøger vi at skabe en relation mellem Skagen og folkene bag forestillingen. Sår et frø til fremtidige kunstneriske fællesskaber til gavn for byen og vores historie, så endnu flere kunstnere og kulturaktører kommer hertil som en naturlig del af processen i at skabe deres værk. Scenekunstnere, fotografer, billedkunstnere… – Det er i al fald vores hensigt”, slutter kulturhuset, der til opsætningen af forestillingen har modtaget fondsmidler fra blandt andet Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Statens Kunstfond og Brøndums Legat.

Om sin baggrund for at være med til at skabe forestillingen fortæller koreograf og iscenesætter Pernille Garde:

”Anna Anchers værker rummer nære hverdagsmotiver befolket af kvindekroppe, der er fordybet i håndens arbejde, i væren og sansning. Det er kvinder portrætteret af og set fra en kvindes blik. Værker, hvor leg med farver, lys og mørke, indfanger den stilfærdige væren i verden og også værker, hvor rummene er tomme, og lyset og farverne står helt i centrum. Der stråler et særligt lys, en skaberglæde, ro og fred ud af Anna Anchers billeder mod os, det moderne menneske, der ser på dem i dag. Undren og fascination af verdens fænomener og livets gang gennemstrømmer hendes værker og har inspireret mig til at være med til at skabe denne forestilling. Anna Ancher giver os mulighed for at dvæle ved livets og hverdagens skønhed og sanselige øjeblikke sammen med hende. I Anna Anchers kunst lever den stille accept af livets mange facetter.”

I Annas Atelier er et sanseligt koreografisk værk, hvor levende kroppe interagerer i rum og nutid med Anna Anchers 100 år gamle billeder, og er en parafrase over udvalgte Anna Ancher værker. Forestillingen tager blandt andet afsæt i værkerne Aftensol i kunstnerens atelier på markvej 1913, I høstens tid 1901, Lille pige i døren 1905, Solskin i den blå stue 1891, Interiør med røde valmuer 1905, Kunstnerens døde mor 1916, Solskin i den blindes stue 1885, Sorg 1902 og Gule iris 1897/ 98.

PERNILLE GARDE STAGE ART skaber forestillinger i grænselandet mellem dans og teater og fortæller historier i et stærkt fysisk og poetisk billedsprog. Kompagniet er kendt for at bringe opmærksomhed, lys og humor på alvorlige, mørke emner som blandt andet tab, overgreb og krig, og blev for dette arbejde reumertnomineret for forestillingen LEAS RUM i 2020.
LEAS Rum spiller på Kappelborg i foråret 2022.

Læs mere på kappelborgskagen.dk

FAKTABOKS

Koreograf, iscenesætter, idé og manuskript: PERNILLE GARDE. Performer og dramaturgisk sparring: LISBETH SONNE ANDERSEN. Det koreografiske materiale er skabt i tæt samarbejde med Lisbeth Sonne Andersen. Musik og komposition: MONS NIKLAS SCHAK. Video og scenografi: SIGNE KROGH. Lysdesign og afvikling: MARIA PI HOUMANN. Kostumer og rekvisitter: ÅSA GJERSTAD. Dramaturgisk konsulent: KASPER DAUGAARD POULSEN. Koreografisk konsulent: LOUISE HYUN DAHL. Produktionsassistent: KAROLINA NORMANN FLØYSVIK. Arrangør og producent: KULTURHUS KAPPELBORG