Mange kirker og menighedsråd vælger hvert år at støtte op om Folkekirkens Nødhjælps indsamling til mennesker i nød. I Skagen er menighedsrådsmedlemmer Inge Callesen og Helle Christensen klar til indsamling.

Søndag 8. marts går frivillige fra Folkekirkens Nødhjælp på gaden i Skagen for at samle ind til mennesker ramt af krige og katastrofer.
Folkekirkens Nødhjælp håber på stærk lokal opbakning i Skagen, når organisationens årlige indsamling løber af stablen søndag den 8. marts.
Efter et år, hvor verdens ledere har flyttet milliarder fra nødhjælp til oprustning, har befolkningerne i verdens fattigste lande i den grad brug for hjælp og støtte.
”Krige, katastrofer og uretfærdighed fylder meget rundt om i verden. Af og til kan jeg selv blive ramt af modløshed og tænke, at jeg hverken kan gøre fra eller til. Men når vi samler kræfterne lokalt, kan vi faktisk gøre en stor forskel for nogle af dem, der har det sværest,”
– siger Inge Callesen, indsamlingsleder i Skagen Sogn.
Sidste år deltog flere end 10.000 mennesker i hele Danmark i Folkekirkens Nødhjælps indsamling. Og deres bidrag giver nu livsvigtig hjælp til familier i krigs- og katastrofeområder. For eksempel er de med til at sikre mad, rent drikkevand og tag over hovedet til mennesker, der lever under ekstremt vanskelige forhold.
”Den årlige indsamling er en mulighed for os i Skagen til at stå sammen om et fælles formål. Den gør noget godt for samvittigheden, det lokale fællesskab – og for troen på, at vi sammen kan skabe en bedre verden,”
– forklarer indsamlingsleder Inge Callesen.
I år går pengene blandt andet til indbyggerne i Ukraine, Gaza og Sydsudan. Og hver eneste indsamler gør en forskel: For det beløb, som en typisk indsamler får i bøssen på en formiddag, kan to børnefamilier i det sultplagede Sydsudan få mad nok til en måned.
Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Jonas Nøddekær, opfordrer alle, som har mulighed for det, til at afsætte et par timer søndag 8. marts:
”Hvert år er indsamlingsdagen en af de begivenheder, der giver mig håb. Her bliver det tydeligt, hvordan lokale fællesskaber sammen skaber forandring på den helt store skala. Det er virkelig opløftende at være med til – og jeg håber selvfølgelig, at rigtig mange af borgere i Skagen vil være med,”
– siger han.