Det lokale erhvervsliv i Skagen og Aalbæk har initieret et samarbejde med Frederikshavn Kommune. Nu er der skabt en ordning, som skal matche ukrainske flygtninge med det helt rette job.
Godt 120 ukrainere i den arbejdsdygtige alder har taget den lange vej fra det krigsramte land til toppen af Danmark. Blandt byens Skagensgule huse er flygtningene ved at få en dagligdag op at stå. Og for de ukrainere, der er klar til det, er næste skridt at få en plads på det danske arbejdsmarked.
I Skagen og nabobyen Aalbæk har det lokale erhvervsliv taget affære og gennem dialog skabt et samarbejde med Frederikshavn Kommune. Det samarbejde har udmøntet sig i en jobmatch-ordning, hvor ukrainerne bliver matchet med lige præcis den jobåbning, der passer til dem.
Det er virksomhederne FF Skagen og Scandic Pelagic fra Skagen, der har taget initiativet og kontaktet en lang række lokale virksomheder, som alle har givet tilsagn om at deltage i ordningen. Det fortæller HR chef i Scandic Pelagic, Susanne Nielsen.
”Der er et behov for, at vi på det danske arbejdsmarked bygger bro og giver de flygtninge, som er kommet til vores kommune, en mulighed for en plads på det lokale arbejdsmarked. Den bro kan vi kun bygge i fællesskab. Det er afgørende, at kommunen og erhvervslivet sætter sig på samme side af bordet,” siger Susanne Nielsen.
I første kvartal af 2022 var andelen af virksomheder, der meldte om mangel på arbejdskraft i industrien hele 42 pct. og dermed rekordhøjt. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Det billede kan virksomhederne i Skagen og Aalbæk nikke genkendende til. Derfor er der mange mulige jobåbninger, som kan besættes af en ukrainer. Men for at både jobtager og arbejdsgiver får noget ud af det, skal matchet være det rette.
Derfor foretager Frederikshavn Kommunes Jobcenter Integration en kompetenceafklaring af de enkelte ukrainere. I fællesskab står kommunen og de lokale virksomheder, som er med i ordningen, for at koordinere danskundervisning, kulturformidling, intro til det danske arbejdsmarked og specifikt virksomhedsforlagt undervisning, f.eks. i forbindelse med hygiejnekrav i fødevarebranchen. Alt sammen for at skabe det bedste match mellem ukrainer og jobåbning.
”Vi oplever, at de ukrainske flygtninge har en meget høj arbejdsidentitet og gerne vil have et job for at kunne klare sig selv. Virksomhedssamarbejdet i Skagen og Aalbæk er et fantastisk initiativ, som vi forventer os meget af, og som måske kan inspirere andre kommuner, ” siger John Karlsson, formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Frederikshavn Kommune.
Ukrainske flygtninge kan i princippet tage arbejde allerede når de ankommer til kommunen – også selvom de ikke har fået opholdstilladelse – og samarbejdet i Skagen og Aalbæk forventer derfor, at de første ukrainere indgår ansættelsesaftaler allerede i maj måned.
Der er 13 virksomheder fra Skagen og Aalbæk med i ordningen. Det er virksomheder indenfor både den maritime branche, fødevareindustrien og oplevelsesindustrien. Skagen Erhvervsforening hilser samarbejdet velkommen og støtter op om opgaven.