27 februar, 2022 Nyheder

Ukrainere er velkomne

De fleste sidder i de her dage dybt chokerede men også vrede over Ruslands aggressive og fuldstændige umotiveret angreb på det demokratiske Ukraine. Der er igen krig i Europa. Sidste gang var borgerkrigen i Jugoslavien og ellers skal vi tilbage til 2. verdenskrig for at have set noget lignende.

– Det påvirker mig dybt. At se folk flygte mod den bl.a. polske grænse, hvor primært børn og kvinder opholder sig, idet mændene er blevet tilbage for at bekæmpe invasionen af deres land, siger byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune, speciallæge Martin Tøttrup Kelkelund (S) og fortsætter:

– Jeg kommer selv af en jødisk familie og tro mig – det her giver ”flash back” af den rigtig ubehagelige slags. Det er derfor glædeligt, at der så mange som gerne vil hjælpe, og der allerede nu er gået lastbil afsted fra Skagen, hvor skagboer har samlet tøj mv. ind på rekordtid.

Krige bringer ofte mennesker på flugt og kan bringe flygtningestrømme og til tider de store af slagsen med sig. Det kan sætte kommuner under pres indenfor kort tid, og der er ofte tale om at håndtere mennesker med anden kulturbaggrund og levevis. Det kan nogle gange skabe utryghed og bekymring hos lokale beboere.

– Jeg er på ingen måde bekymret. Ukrainere som har behov for beskyttelse skal være så hjertelig velkomne.  Ukrainere er ikke anderledes end dig og mig. Frederikshavn Kommune har et professionelt team, som er vant til at håndtere og organisere i situationer som disse. Derudover så har vi i forvejen mange fastboende ukrainere i kommunen, som arbejder bl.a. i vores industri og landbrug. Jeg har også i min speciallægeklinik ukrainske patienter. Det er et hårdt arbejdende folkefærd. Sympatiske mennesker.

Martin Tøttrup Kelkelund (S) sidder i Arbejdsmarkedsudvalget i Frederikshavn Kommune, og som bl.a. sidder med udfordringerne med at skaffe arbejdskraft nok til kommunens virksomheder i en tid med manglende arbejdskraft, øjner yderligere muligheder.

– Nu handler det først og fremmest om at beskytte flygtninge, men når det så er sagt, så kommer man i Folketinget formentlig ret hurtigt til at kigge på, om de ukrainske flygtninge ikke skal have en anden status end hvad vi typisk giver. Jeg så gerne, også i en forventning om, at denne krig, nok ikke slutter om få dage, at vi tilbyder de her mennesker opholdstilladelse i en fart og et arbejde hurtigst muligt efter ankomst. Det ville være det rigtige at gøre, hvis du spørger mig, slutter Martin Tøttrup Kelkelund (S)