06 september, 2022 Kultur

Ugens program i Skagen Bio

Igen i denne uge er Skagen Bio klar med store filmoplevelser.

Film skal som bekendt ses i biografen og i denne uge er der e virkeligt skarpt program med ekstra gode titler – læs med herunder.

Du kan som altid reservere dine billetter lige her.

Bamse

BAMSE er en hyldest til den folkekære danske musiker, der har givet os klassikere som ”Vimmersvej”, ”Hvorfor går Louise til bal” og ”I en lille båd der gynger”. Bag det varme smil og smækbukserne gemmer der sig en stærk og rørende fortælling om en mands livslange stræben efter anerkendelse og kærlighed. Flemming Bamse Jørgensen bliver som den eneste af 12 søskende bortadopteret. Flemmings adoptivfar ønsker, at Flemming skal overtage familiens fabrik, men til faderens skuffelse vælger Flemming musikken og bliver frontmand i Bamses Venner. En splittet baggrund, der sætter sig dybe spor i Flemmings liv. BAMSE er et varmt og menneskeligt drama, der med Bamses største hits som lydtæppe fortæller hans livshistorie.

På rollelisten finder vi bl.a.Anders W. Berthelsen, Johanne Louise Schmidt, Lars Ranthe, Henrik Birch, Signe Egholm Olsen og Brian Lykke,

Filmen, der er med i den nye sæson i Biografklub Danmark, vises tirsdag, onsdag og torsdag kl. 19.30.

Poter af stål

Hank, en luset dagdrømmer af en hund, befinder sig i en by fuld af katte, der har brug for en helt til at forsvare sig mod en hensynsløs skurks onde plan om at slette deres landsby fra verdenskortet.
Han melder sig og får hjælp fra en modvillig lærer til at træne ham i samuraikunstens dyder. Med ét står Hank som byens eneste beskytter og må samarbejde med sin – fra naturens side – værste fjende om at redde byen fra udslettelse.

Animationsfilmen er produceret af manden bag LØVERNES KONGE og med en historie, der kommer fra Mel Brook’s’ hånd, lærer POTER AF STÅL både børn og voksne, at det at omfavne mangfoldighed er hvad, der virkelig gør dig til en helt.

Filmen vises søndag kl. 13.30

Notre-Dame i flammer

2. påskedag d. 15. april 2019, klokken 18:17 startede brandalarmen i den ikoniske NotreDame katedral i Paris, der har været et af byens vartegn siden 1345. Ilden bredte sig imens brandfolkene forsøgte at nå frem, men vejarbejde, trafikpropper og den stigende panik blandt de mange mennesker på gaderne i den milde aften førte til, at ilden fik bedre fat. Det blev starten på en lang række fejltagelser, misforståelser og uheld, der ledte til, at katedralen kun med held, overmenneskeligt mod og enestående selvopofrelse undgik, at tårnene og de uvurderlige genstande blev flammernes bytte og katedralen totalt og aldeles udslettet…

Filmen vises søndag kl. 16.00.

Seniorbio

Skaknovelle

Skaknovelle er baseret på Stefans Zweigs bestseller af samme navn. Et storslået psykologisk drama med nervepirrende spænding og tårnhøj produktionsværdi. Wien, 1938: Østrig besættes af Nazisterne og advokaten Bartok arresteres og fængsles på Hotel Metropol – Gestapos nyetablerede hovedkvarter. Nazisterne ved, at Bartok har adgangskoderne til vigtige bankkonti indeholdende enorme formuer. Da Bartok nægter at udlevere koderne, placeres han i isolationsfængsel. Her gør nazisterne, alt hvad de kan for at knække Bartoks vilje. Men hvad de ikke ved er, at Bartok har smuglet en helt særlig bog med ind på sit værelse. En bog om skak. Det bliver starten på et dødsensfarligt spil mellem Bartok og nazisterne, hvor hvert træk har et modtræk.

Filmen vises tirsdag, onsdag og torsdag kl. 10.30. Billet inklusiv frokost skal købes i forsalg.