Tre farverige elefanter fra Aarhus har fundet deres nye hjem i Skagen. De er i denne uge blevet installeret i gårdhaven ved det kommende Skagen Kunsthus, hvor de allerede vækker opsigt og smil
Der er naturligvis ikke tale om levende elefanter, men om tre store, fantasifulde kunstværker, der fremover bliver en del af Skagens nyeste kulturelle attraktion. Kunstværkerne er skabt som en del af Psykiatrifondens “Find Elefanten”-udstilling i Aarhus – et projekt, der sætter fokus på mental sundhed gennem kunst og farverig symbolik.
“Det kan godt være, det virker lidt skørt – men prøv lige at se dem! De gør én glad i låget,”
– siger Claus Møller, initiativtager til Skagen Kunsthus, med et smil.
Claus Møller forelskede sig i elefanterne under en velgørenhedsauktion i Aarhus og endte med at sikre sig tre af dem. De blev i dag løftet på plads i kunsthusets gårdhave, hvor det krævede præcision og planlægning at få de tunge figurer sikkert frem.
Det nye kunsthus i Skagen er et passioneret projekt, udviklet af Claus Møller og hans søn Frederik Møller. Byggeriet har kostet over 50 millioner kroner og åbner officielt den 1. juli i år.
“Vi har store forventninger til, at Skagen Kunsthus bliver et markant bidrag til turismen og samtidig et inspirerende samlingspunkt for både kunstnere og lokale,”
– siger turistdirektør Nicolai J. Nissen fra Toppen af Danmark.