• Forside
  • Nyheder
  • Torsdag: Hercules fly over Skagen i anledning af Flyvestation Aalborgs 75-års jubilæum
07 januar, 2026 Nyheder

Torsdag: Hercules fly over Skagen i anledning af Flyvestation Aalborgs 75-års jubilæum

Foto: Air Transport Wing - Flyvestation Aalborg

I morgen, torsdag den 8. januar 2026, markerer Flyvestation Aalborg sit 75-års jubilæum med en særlig rundflyvning over store dele af Nordjylland – herunder Skagen.

Klokken 12.00 letter et C-130 Hercules-fly fra Flyvestation Aalborg og gennemfører en planlagt rundflyvning langs vest- og østkysten, inden flyet igen lander i Aalborg kl. 12.45.

Flyet er dekoreret med en moderne fortolkning af Cimbrertyren, som er et stærkt historisk og lokalt symbol i Nordjylland og samtidig en del af både Flyvestation Aalborgs og Air Transport Wings våbenskjold.

Cimbrertyren knytter an til fortællingen om cimbrerne – et folk kendt for styrke, handlekraft og modet til at drage ud i verden. Symbolikken passer ifølge Flyvestationen godt til mottoet “Stærk, pålidelig, overalt” – Fortis, firmus, undique – mens Flyvestation Aalborgs eget motto lyder: Cave taurum cimbricum – Vogt dig for Cimbrertyren.

Flyvning over Skagen kl. 12.19

Hvis vejret tillader det, vil flyet kunne ses over Skagen kl. 12.19.

Den fulde minutplan for rundflyvningen ser således ud:

  • Flyvestation Aalborg kl. 12.00
  • Blokhus kl. 12.06
  • Løkken kl. 12.08
  • Hirtshals kl. 12.13
  • Tversted kl. 12.15
  • Skagen kl. 12.19
  • Frederikshavn kl. 12.27
  • Hals kl. 12.35
  • Flyvestation Aalborg kl. 12.45

Flyvningen gennemføres med forbehold for vintervejret og indgår samtidig som en træningsøvelse for besætningen.

Jubilæet markeres også med bogudgivelse

75-års jubilæet markeres desuden med udgivelsen af en portrætbog om Flyvestation Aalborgs historie fra 1951 til 2026.

Bogen er skrevet af forfatter og pensioneret seniorsergent Bent Jørgensen og kan købes i boghandlen.

Flyvestation Aalborg sender i den forbindelse en lykønskning til både nuværende og tidligere ansatte og ser frem til at markere jubilæet med synlighed i hele Nordjylland – også her i Skagen.