• Forside
  • Nyheder
  • To tidligere Skagen-borgmestre med opråb til de yngre kræfter i Skagen
17 marts, 2025 Nyheder

To tidligere Skagen-borgmestre med opråb til de yngre kræfter i Skagen

Nu skal vi snart til valg igen. Det er noget af det ypperligste i et demokrati, og noget mange rundt om i verden misunder os.

Så langt så godt.
Men! for der er et ”men”.

Der er alt alt for få, der engagerer sig i det grundlag, der skal til, for at der er nogle, vi kan stemme på. Der er alt alt for få, der melder sig ind i de politiske partier og dermed alt for få, der involverer sig i, hvem der bliver opstillet og dermed hvem vi kan stemme på.

Uanset om man kan lide det eller ej, så er det via et politisk parti valgmulighederne dannes.

Vi har begge brugt megen af vor tid, og bruger den stadigvæk, via vort medlemskab af et parti. Det er et fantastisk sted at mødes, diskutere og være med til at planlægge fremtiden for vores fælles kommune.

Der er dog noget, der bekymrer os begge meget. De politiske partier bløder i form af for få medlemmer. Færre og færre involverer sig og gennemsnitsalderen bliver højere og højere.

Kære unge mennesker! Vi kan ikke kraftigt nok opfordre jer til at vælge politik til og ikke fra.

Vi ved godt at hverdagen er hektisk i forvejen og det kan være svært at få en travl hverdag til at hænge sammen. Sådan var det også for os, da vi involverede os, men de oplevelser og den indsigt et arbejde i politik har givet os, har i den grad været det hele værd, og har været personligt berigende.

Hvilket parti I måtte vælge, vil vi ikke blande os i, men for Skagen er det vigtigste, at I gør det. Mest for jeres egen skyld, da I vil komme til at opleve en spændende verden, men så sandelig også for vort demokrati og vores kommunes skyld.

Hvis ikke vi passer og plejer demokratiet, risikerer vi, at en fantastisk styreform ændres til noget, ingen af os ønsker.

Vi håber vort fælles budskab vil blive læst, drøftet og modtaget i den positive ånd det er skrevet i.

Med venlig hilsen

Tidligere borgmester Inger Støtt

Tidligere borgmester Kurt Kirkedal Jensen