• Forside
  • Kultur
  • The Mukherjee Development ude med nyt album – På fredag gæster de Skagen
23 April, 2022 Kultur

The Mukherjee Development ude med nyt album – På fredag gæster de Skagen


Amerikansk/dansk/indiske Oscar Mukherjee [MUH-kar-dji] er blot midt i 20’erne, men som sangskriver evner han med indsigt og udsyn, at skrive velvoksne sange om hengivelse, identitet, aktualitet og kærlighed i det multikulturelle 21-århundrede.

Fredag den 29. april kl. 20:00 kan du opleve ham med en håndfuld dygtige og erfarne musikere i The Mukherjee Development. Til denne koncert på Kappelborg giver din billet adgang for 2 personer. Det eneste krav er, at I følges ad til koncerten.

Oscar Mukherjee er opvokset i USA, men kom til Danmark i 2009. Siden han blev teenager, har han målrettet arbejdet stenhårdt for at blive den sanger, sangskriver og guitarist han er i dag.

Undervejs har han selv udgivet et par lovende singer/songwriter orienterede pop/rock EP’er og et regulært bluesalbum. Hans musikalske opdragelse har han nemlig fået på scenen på Mojo Blues Bar i København. Ikke mindst via hundredvis af jamsessions i årenes løb.

The Mukherjee Development

The Mukherjee Development står nu klar med deres debutalbum ‘Burnin’ Time’. De spiller en blanding af americana, indie, pop og rock, og sender tankerne til en stemning af en jamsession med Kurt Vile, Phoebe Bridgers og John Prine.

Det er da også nogle af ’de tunge drenge’, der udgør holdet omkring Oscar Mukherjee. Søren Bigum, Henrik Poulsen og Søren Poulsen er således folk, der normalt også står bag navne som Peter Sommer & Tiggerne og Jonah Blacksmith – og derudover er Oscar Mukherjee’s gamle læremester Jakob Holm med på holdet.

At The Mukherjee Development er radiovenlige i deres udtryk, og har et gudsvelsignet popøre, høres i de rasende iørefaldende ’Wish I Were the Sun’ og ’Falling For you’ – det sidste endda tilsat ulasteligt lækkert ’Bruce’ klingende korarbejde.

Men ligesom du tror, at det måske nu er hovedvejen, så ændrer de igen retning og kurs på de to afsluttende numre ’Bubble Wrap’ og ’That’s on Me’. ’Bubble Wrap’ foldes majestætisk ud som albummets længste nummer, med en spilletid på over seks minutter, som en understregning af at vi godt kan bevæge os mellem himmel og jord, med roen bevaret og fødderne på jorden.

Se mere og køb billetter her: https://kappelborg.billetten.dk/index/eventdetails/eventno/98214