07 april, 2024 Nyheder

Tag med TV2 og Lene Beier til Aalbæk og lev dine sommerdrømme ud

Lene Beier er igen vært i den nye og femte sæson af ‘Sommerdrømme’

Lene Beier er igen vært, og dommerne er Camilla Kjems og Patrick Bentsen, i den nye sæson af ’Sommerdrømme’.

Her konkurrerer fire par om at forvandle et nøgent sommerhus til deres færdige sommerdrøm. Hvert par har 400.000 kroner til at bygge og indrette for. Og til sidst vinder ét par deres sommerhus til en værdi á tre millioner kroner.

Tag med til Aalbæk

I år er ’Sommerdrømme’ rykket op i nærheden af Danmarks nordligste by, når de 4 sommerdrømme inden længe får lov at spire lidt udenfor Aalbæk.

Dommer- og indretningsekspert Camilla Kjems, kan da heller ikke skjule sin begejstring, for netop denne beliggenhed:

“Jeg synes, det er helt fantastisk, at vi er kommet til Skagens-området. For mig er det sådan et ikonisk sted i Danmark. Så jeg glæder mig til at se hele den her ånd, der er i Skagen, og som er noget helt særligt, blive foldet ud i de her fire huse.”

Nye rum i sommerhusene

Det er ikke kun beliggenheden, der er ny i år. Råhusene er nemlig blevet opgraderet med både sauna og vildmarksbad. Og så skal vores kreative par prøve kræfter med at indrette deres helt personlige hobbyrum.

Gulvene er lagt på forhånd, så parrene virkelig kan gå i dybden med indretningen og få tid til at nå i mål med rummene og bygge større og mere avanceret interiør fra bunden.

Her ligger sommerhusene

Mange kan naturligvis være nysgerrige på hvor sommerhusene mon er placeret.

Vi har allerede afsløret at årets udgave af Sommerdrømme foregår ved Ålbæk. Men vi kan nu også afsløre den eksakte placering af de 4 sommerdrømme-sommerhuse.

Sommerhusene ligger på én lang række på Hyldebærvej lidt syd for Aalbæk. Her er stranden lige udenfor døren og Aalbæks indkøbsmuligheder, spisesteder og hyggelige havnemiljø indenfor gåafstand.

Dommerne

Sommerdrømme Foto: Hans Ravn

Dommerduoen består igen i år af indretningsekspert Camilla Kjems og tømrermester Patrick Bentsen, der også var makkerpar i sidste sæson. Og de er helt enige om, hvilket niveau de gerne vil se i år:

“Det er høje forventninger i år, højere end nogensinde,”

siger Camilla, og Patrick fortsætter:

“De er faktisk tårnhøje. Der er ekstra tid, så der skal kæles ekstra for detaljerne. Det er klart.”

Patrick lægger især vægt på, at basishåndværk er på plads. At rummene ser færdige ud, at der er sat lister op, døre i og at alt spiller, så parrene kan kaste sig ud i større og vildere selvbyg.

Camilla forventer også at se mere end i de foregående sæsoner og uddyber:

“I og med at gulvene er lagt på forhånd, så ved jeg jo også, at de har mere tid til indretningen. Så det siger sig selv, at mine forventninger er højere end nogensinde. De har mere tid til at vise mig deres personlighed – så den vil jeg se.”

Deltagerne

Sommerdrømme Foto: Hans Ravn

Tobias og Jonathan – gymnasievenner

Tobias ‘Bagge’ (25) og Jonathan ‘Jonna’ (25) er begge uddannet ejendomsmægler. De er bedste venner og har kendt hinanden siden gymnasietiden i hjembyen Esbjerg. Siden er Jonathan flyttet til København, men det holder ikke de to venner fra at være tætte, da de næsten dagligt ringes ved.

Tobias og Jonathan drømmer om et fælles hjem, hvor de kan mødes og hygge sig. Og hvor der også er plads til at invitere resten af venneflokken med.

Deres indretningsstil er en blanding af nordisk minimalisme og Urban Living. Deres byggetekniske færdigheder er rimelige. Jonathans niveau er baseret på generel basisviden, mens Tobias har renoveret flere lejligheder.

Jan og Alex – svigerfar og svigersøn

Jan (64) og Alex (38) er svigerfar og svigersøn. Jan arbejder med unge, der har autisme, og Alex læser til pædagog. Alex er gift med Jans datter, Kirstine, og sammen har de datteren Sommer på to år.

Alex er vokset op uden sin far. Han har et godt forhold til Jan og er klar på at bygge et sommerhus med svigerfar som læremester. Så kan de måske også få et endnu tættere bånd til hinanden. Jan er født og opvokset i Skagen og flyttede derfra som 20-årig. Han vil gerne samle sin familie i sommerhuset og vise den nye generation, hvor fantastisk Skagen er. 

Det maritime, kunst og naturen fylder meget i deres fælles indretningsstil. Jan har godt styr på det håndværksmæssige, mens Alex lige er startet med gør-det-selv-projekter og har meget brug for Jans hjælp og oplæring.

Anna og Martin – venner

Anna (34) og Martin (38) er venner og har kendt hinanden, siden de arbejdede sammen i restaurationsbranchen for 15 år siden. Martin ‘Westi’ arbejder som massør og sommelier. Anna er medicinstuderende og tidligere balletdanser. Hun bor sammen med sin kæreste og deres toårige datter.

Anna og Martin elsker at lege. Men efter hun har stiftet familie, og de begge har meget at se til, har de haft for lidt tid til at dyrke venskabet. De ønsker sig derfor et fælles frirum og oplevelsen i at skabe det sammen. Anna har stor tilknytning til Skagen og er kommet der hver sommer som barn.

De er begge glade for genbrug og går meget op i bæredygtighed, og deres sommerhus skal være varmt, hjemligt og inddrage Skagens kunst og kultur.
Martin er ud af en snedker/tømrer-familie, men har ikke selv erfaring med større projekter. Anna er heller ikke særlig erfaren. De kaster sig begge gerne ud i nye udfordringer.

Ann og Signe-Marie – veninder og tidligere kolleger

Ann (40) og Signe-Marie (30) er veninder og tidligere kolleger. Ann arbejder som modestylist og kampagneproducer, og Signe-Marie er restaurantchef. De lærte hinanden at kende, da Signe-Marie var piccoline for Ann for en del år siden. Og hvad der startede som et kollegialt samarbejde, blev til et stærkt venskab, og det vil de gerne hylde med et fælles fristed.

De vil finde en fælles stil mellem Anns forkærlighed for skandinavisk minimalisme og Signe-Maries mere legende og farverige univers. Ann har sat sit eget kolonihavehus i stand, og Signe-Marie kommer fra en familie, hvor de laver tingene selv – men hun har ikke så meget byggeerfaring som Ann.

Sommerdrømmen går i opfyldelse

I finalen skal parrene optimere hele sommerhuset – både ude og inde. Og så er det op til dommerne og 100 lokale skawboere at kåre et vinderpar, der ikke kun får en sommerdrøm til at gå i opfyldelse, men også får et sommerhus til tre millioner kroner ved smukke Skagen.

Der er premiere på TV 2 Play og TV 2 torsdag 18. april.

Du kan se de fire første sæsoner af ’Sommerdrømme’ på TV 2 Play