I stigende omfang bliver lokale virksomheder i Frederikshavn Kommune kontaktet af svindlere, der udgiver sig for at være fra eksempelvis politiet eller andre myndigheder. Formålet er at presse virksomheder til at overføre store pengebeløb – og desværre lykkes det.
For nylig blev en lokal virksomhed narret til at overføre cirka 150.000 kr. Svindlen blev politianmeldt, og virksomheden, der ønsker at være anonym, advarer nu andre mod at falde i samme fælde.
”Det er uhyre professionelt iscenesatte svindelforsøg, vi ser for tiden – og det kan ramme alle. Når man kontaktes af en veltalende og imødekommende person, der hævder at være embedsmand, så kan det desværre være let at lade sig rive med,”
– siger erhvervsdirektør Niels Bay Christensen og fortsætter:
”Vi vil gerne sende en tydelig advarsel til alle virksomheder i området: Tag denne trussel alvorligt, tal om det i jeres organisation, og hav faste procedurer for, hvordan I håndterer henvendelser om pengeoverførsler og følsomme oplysninger.”
Erhvervshus Nord bakker dermed op om den fælles advarsel, som bl.a. Politiet udsendte i april 2025 til landets foreninger. Nu ser vi desværre, at samme metoder bruges mod virksomheder i vores lokalområde. Svindlerne benytter sig af nye metoder og moderne teknologi til at manipulere deres ofre, og det er vigtigt, at både foreninger og virksomheder er klædt på til at stå imod.
Særligt udbredt er telefonopkald fra personer, der påstår at være fra politiet, banken eller en anden offentlig myndighed, og som bruger frygt eller travlhed for at presse medarbejdere til hurtige handlinger.
Det kan være fristende at tænke: ”Den slags falder jeg aldrig for.” Men den største fare er netop at overvurdere egne evner.
Svindlerne er ofte ekstremt dygtige og velforberedte – og deres metoder rammer ikke kun tekniske svagheder, men psykologiske. De spiller på vores tillid, vores loyalitet og vores arbejdspres.
Derfor handler digitalt selvforsvar i lige så høj grad om kultur, vaner og opmærksomhed – og det angår os alle, afslutter Niels Bay Christensen.
Fra 1. juli 2025 skal større virksomheder leve op til NIS2-loven, der stiller skærpede krav til cybersikkerhed. Det betyder bl.a., at arbejdet med it-sikkerhed og beredskab skal dokumenteres og efterleves.
Du kan læse mere om kravene hos Dansk Erhverv:
NIS2 – sådan forbereder du dig
For mindre virksomheder er der også støtte at hente. Gennem SMV:Digital-programmet åbner næste runde for tilskud til privat rådgivning allerede den 27. juni.
Læs mere og søg her: SMV:Digital – rådgivning om digitalisering
Uanset om din virksomhed er stor eller lille, står Erhvervshus Nord klar med sparring og vejledning til at komme i gang.