• Forside
  • Kultur
  • Surreal og humoristisk udstilling på Kappelborg
18 juni, 2022 Kultur

Surreal og humoristisk udstilling på Kappelborg

Kunstneren Jesper Liengaard er optaget af mennesker og genstande i åbne rum. Han er en skarp iagttager af ’virkeligheden’, og bruger maleriet som spejl for det han ser. Mennesket er hovedperson, tingene toneangivende rekvisitter, som menneskene interagerer med, og rummet de er i, er stort, nådesløst og åbent – som det vi oplever ude i naturen, og ved havet, hvor himlen er meget synlig.

Jesper Liengaard der er født og opvokset i Nordjylland og nu bosat i Hørning syd for Aarhus, er uddannet og har arbejdet som Grafisk Designer samt Art Director. Derudover har han været Kreativ Chef og Senior Art Director på diverse kommunikations- og designbureauer med erfaring og speciale indenfor kunst og kultur.

Der er fernisering d. 24. juni på Kappelborg, hvorefter du kan opleve og købe Liengaards værker på 2. sal. Hans stil er humoristisk og satirisk, hvor figurerne fremstår med en karikeret og grotesk realisme. Genstandene er ofte ikoniske og mere nøgternt registrerede – på en nærmest nørdet facon. Baggrundene er lettere syrede abstrakte flader ofte med en umiskendelig himmelagtig karakter.

Udstillingen er i samarbejde med Galleri A i Lønstrup.

Jesper Liengaards surreale univers

Jesper Liengaard er en kunstner, der maler mere end det man ser. Han kommunikerer gennem et enkelt motiv, men i et stærkt formsprog. Et billedsprog, der både drager og betager os som beskuere og han gør det gennem valg af motiv og anvendelsen af farver.

Han skaber spændinger, der gør, at man søger dybere ind i hans motiver og samtidig maler han med et glimt i øjet. Motiverne er underfundige, men samtidig dybt alvorlige og med en dybereliggende mening eller kommentar til den verden, vi lever og ånder i.

I Jesper Liengaards surreale univers udleveres mennesket til dets egen pinagtige og grinagtige uformåenhed – de groteske indre selvbilleder krænges ud. I store åben rum blotlagte og karikerede, kæmper deforme individer med indre dæmoner og forsøger at komme overens med ydre krav og paradoksale vilkår.