I morgen, søndag den 10. november, byder Luna Ristorante i Skagen indenfor til en helt særlig aften, før de lukker dørene for vinteren.
Med et hjertevarmt twist åbner restauranten dørene for sidste gang i år og inviterer til en aften, hvor gæsterne selv bestemmer prisen på deres måltid – alt i den gode sags tjeneste.
Hos Luna er alt mad hjemmelavet og tilberedt med omhu af de bedste råvarer og autentiske italienske specialiteter.
Fra kl. 17 i morgen kan du nyde en valgfri pizza- eller pastaret og drikkevarer til lige præcis den pris, du ønsker at betale.
Luna Ristorante har valgt at lade prisskiltet være op til gæsternes økonomi og velvilje.
Om du har mulighed for at give 20 eller 200 kroner, er helt op til dig. Og det bedste af det hele? Hver en krone går direkte til Skagen Ønskeengel, som er et privat humanitært projekt, etableret i 2015, som yder støtte til familier med børn og unge i Skagen og Aalbæk, der befinder sig i vanskelige livssituationer.
Med et varmt og lokalt engagement arbejder Skagen Ønskeengel bla. for at skabe lys i hverdagen for familierne gennem økonomisk støtte til oplevelser og julegave til familiens børn.
Skagen Ønskeengel gør med andre ord en uvurderlig indsats bl.a. ved at sikre, at alle børn i området, op til 18 år, får en julegave – en gave, der er både meningsfuld og lokal, da alle julegaver købes i lokale butikker i Skagen og Ålbæk.
Ved at deltage i Luna Ristorante’s event søndag aften kan du således være med til at sprede juleglæde blandt familier i nærområdet, samtidig med at du støtter det lokale erhvervsliv. En aften som denne er virkelig en win-win for alle.
Ønsker du at være med til denne helt specielle sæsonafslutning på Luna Ristorante? Så kan du booke dit bord på telefonnummer 53 70 65 35. Og skulle du være forhindret i at deltage, men stadig have lyst til at støtte den gode sag, kan du stadig donere direkte til Skagen Ønskeengel på kontonummeret: 9015 1460034503.
Gør en forskel denne søndag og nyd en aften med italiensk mad og fællesskab hos Luna Ristorante – en aften, hvor hver bid tæller for noget større.
Vel mødt til en uforglemmelig aften i den gode sags tjeneste!