11 februar, 2022 Nyheder

Stort fremmøde til åbent hus på gymnasiet

Torsdag aften havde Frederikshavn Gymnasium inviteret til åbent hus, og efter fremmødet at dømme er de unge endog meget interesserede i gymnasiet. Omkring 175 havde valgt at bruge en aften på at blive klogere på gymnasiets muligheder.  

Efter velkomst, information og underholdning for alle i festsalen guidede gymnasiets nuværende elever gæsterne rundt i mindre grupper til undervisning i forskellige fag. I dagens anledning havde mange klasser nemlig aftenundervisning, så gæsterne kunne få et førstehåndsindtryk af dagligdagen i huset. På vej rundt kunne de nuværende elever også fortælle om de mange sociale aktiviteter på gymnasiet. Rundturen afsluttedes i festsalen med kaffe og kage samt mulighed for at snakke med bl.a. studievejledere og repræsentanter fra Sportsakademiet og Martec.

“Vi var glade for at se de mange, der valgte at komme til vores åbent hus. Vores grundtanke er jo, at undervisning og skoleliv helst skal opleves i virkeligheden, og derfor var det herligt at kunne tilbyde de mange gæster et kig rundt i vores arbejdende klasseværelser og “værksteder”, fortæller rektor Thomas Svane.

Thomas Svane var også glad for at opleve den spørgelyst og interesse, som både de unge mennesker og forældrene kom med:

”Det giver mig en indikation af, at gæsterne har følt sig godt modtaget og deler gymnasiets ambition om og engagement i at skabe de bedste rammer for de unge mennesker.”

Åbent hus på Frederikshavn Gymnasium afslutter en uge med åbent hus på alle byens tre ungdomsuddannelser, som nu kan se frem til ansøgningsfristen den 1. marts.