• Forside
  • Nyheder
  • Stor medalje- og pokalhøst til Skagen Håndboldklub
14 april, 2025 Nyheder

Stor medalje- og pokalhøst til Skagen Håndboldklub

Skagen Håndboldklub har i weekenden 11. – 13. april haft hele 6 hold, 58 spillere og 12 trænere/ledere med til afslutningsstævne i Sindals udgave af Soldal Cup 2025.

Som altid er det sociale i højsædet, det starter allerede når bussen ruller ud fra parkeringspladsen ved Skagen Kultur- & Fritidscenter, hvor den gode stemning og de gode relationer skabes.

Allerede fredag aften skulle de første hold i aktion, og her var der super god opbakning fra alle øvrige hold.

For første gang skulle alle drengene sove i samme rum, og det samme for alle pigerne. Det har fungeret supergodt og skabte fundamentet for en rigtig hyggelig og sjov tur. Man kan sige det skabte en rigtig fornemmelse af at være afsted til Cup som klub.

Der er hele turen blevet hygget på tværs af årgangene, og de større børn har været så gode til at hjælpe de mindste. Det var helt fra at hjælpe med at få luft i luftmadrasserne til at inddrage dem i aktiviteter, tage dem med i svømmehal og så var det fedt at være med til diskotek med de store. Det har været en kæmpe fornøjelse at se hvor gode vores unge mennesker er sammen – det er GULD værd.

U11 drengene

U11 drengene har været matchet mod rigtig gode hold, men drengene har spillet rigtig fint håndbold, hvor man virkelig kunne se hvordan de har udviklet sig. Trods flere nederlag har drengene haft et godt humør og en super god holdånd på hele turen.

U11 pigerne

U11 pigerne spillede rigtig godt og gik derfor igennem det indledende gruppespil som suveræne puljevindere, hvilket samtidig betød A-slutspil. Pigerne var lidt ramt af afbud, så derfor slap kræfterne lidt op i semifinalen, hvor pigerne efter en rigtig flot kamp måtte se sig slået af Hjørring Håndbold med 13-10. Rigtig godt kæmpet af pigerne.

U13 pigerne

U13 pigerne fik rigtig god modstand gennem turneringen, det til trods gik pigerne videre til finalen i B-slutspillet, hvor et stærkt Hjørring hold desværre var for stærke. Pigerne slutter derfor på en superflot 2. plads og fik ligeledes sølvmedaljer og pokal for deres indsats – stærkt gået af hele holdet.

U13 drengene

U13 drengene havde hele to hold med i turneringen, et hold i A og et hold i C gruppen. Skagen HK 1 spillede en rigtig fin turnering og endte i finalen i B-slutspil. Her var de Sindal IF overlegne og vandt sikkert med 18-11 og sikrede sig finalesejren, guldmedaljer og pokal.

Skagen HK 2 var flyvende i indledende gruppespil og vandt tre ud af fire mulige kampe. Det betød at drengene var klar til semifinalen, hvor drengene igen viste at de var det stærkeste hold. Finalen blev en meget tæt affære og efter forlænget spilletid måtte drengene se sig besejret med mindst mulige margin, 14-13. Drengene fik derfor en flot 2. plads og fik overrakt sølvmedaljer og pokal. Det er meget stærkt gået – stort tillykke til begge holdene.

U15 drengene

U15 drengene spillede en virkelig flot turnering, hvor de i indledende runde kun led et enkelt nederlag til Skødstrup Håndbold 1. En 2. plads i indledende gruppespil betød, at drengene var klar til semifinalen i A-slutspillet. Her spillede drengene en virkelig flot kamp og trak det længste strå med en sejr på 13-10. I finalen ventede endnu et møde med Skødstrup Håndbold 1, som desværre viste sig for stærke og derfor vandt opgøret. Stort tillykke til hele holdet med superflot 2. plads, medaljer og pokal.

Stort TAK til alle dem som valgte at køre turen rundt til de forskellige haller for at bakke vores lokale helte op – det har helt sikkert båret holdene frem. Selvom vi er en lille klub, kunne vi sagtens høres på sidelinien.

Stort TAK til klubbens sponsorer, som gør det muligt, at vi kan komme på disse ture, som virkelig gør noget for sammenholdet under- men bestemt også efter en weekend som denne.

Også et kæmpe TAK til spillere, trænere og ledere for at skabe den mest fantastiske weekend.

Søndag aften vendte en flok trætte børn, trænere og ledere hjem efter en uforglemmelig tur. Vi glæder os allerede til næste tur.