
Støtteforeningen Skagen Gigt- og Rygcenters Venner har modtaget en donation på 115.000 kroner fra Melsen Fonden til modernisering og opgradering af centerets fælles opholdsrum. Formålet er at sikre, at centrets patienter får et mere behageligt ophold i indbydende lokaler.
Hvert år modtager Skagen Gigt- og Rygcenter cirka 450 patienter, som døjer med stærke smerter på grund af deres lidelser, og nu kan patienterne se frem til endnu bedre rammer på centret. Det skyldes, at Melsen Fonden har givet en donation på 115.000 kr., som støtteforeningen Skagen Gigt- og Rygcenters Venner vil anvende til at skabe et mere indbydende opholdsrum for patienterne. Foreningen bidrager med yderligere 50.000 kroner til projektet.
Skagen Gigt- og Rygcenter er beliggende i en tidligere hospitalsbygning, og det bærer fællesrummet præg af, så en modernisering er tiltrængt. Opholdsrummet anvendes flittigt af patienterne i aftentimerne under deres ophold, som typisk varer op til tre uger. Her mødes patienterne til socialt samvær og erfaringsudveksling om livet med gigt- og ryglidelser.
“Vi er meget taknemmelige for den donation, vi har modtaget. Den betyder, at vi er kommet et meget stort skridt nærmere vores mål om at gøre opholdsrummet langt mere hyggeligt for patienterne. Vi er overbeviste om, at bedre rammer vil styrke det sociale samvær, og vi er både glade og stolte over, at vores lille forening har fået så stor en donation,”
– siger formanden for Skagen Gigt- og Rygcenters Venner, Kurt Kirkedal Jensen.
Skagen Gigt- og Rygcenter modtager patienter fra hele landet. Der er stor efterspørgsel på centerets tilbud, og Region Nordjylland har derfor besluttet at udvide kapaciteten. Når rammerne for udvidelsen er fastlagt, vil støtteforeningen i samarbejde med centrets ledelse gå i gang med indretningen af opholdsrummet.
“Vi hører mange solstrålehistorier fra patienterne, som har haft et ophold på Skagen Gigt- og Rygcenter – blandt andet fordi patienterne reducerer deres medicinforbrug og får bedre livskvalitet. Nogle patienter kan endda vende tilbage til deres arbejde, så der er ingen tvivl om, at centret har en kolossal betydning rent samfundsøkonomisk,”
– siger Kurt Kirkedal Jensen.
Formand for Melsen Fonden, Anker Laden-Andersen, fremhæver betydningen af de fysiske rammer under patienternes behandlingsophold.
“Skagen Gigt- og Rygcenter gør en meget stor indsats for mennesker med gigt- og rygsmerter. Når patienterne opholder sig på centret i to til tre uger, er det vigtigt, at de har mulighed for et godt socialt samvær i behagelige omgivelser. Her spiller fællesfaciliteterne en central rolle, og vi vil gerne bidrage til at gøre opholdet så godt som muligt,”
– siger Anker Laden-Andersen.
Ud over den store betydning for patienterne har Skagen Gigt- og Rygcenter også en positiv indvirkning på lokalområdet, fordi mange patienter benytter sig af kulturelle tilbud og handler i butikker i Skagen under deres ophold.