For Stine Bruun har frisørfaget altid været en passion, og nu er hun klar til at bringe både saks og smil direkte hjem til skawboerne. Efter en pause fra branchen mærkede hun et stærkt ønske om at vende tilbage til faget – og samtidig så hun et behov i byen, som hun nu vil dække.
“Det som drev mig til at starte som udekørende frisør, var fordi jeg trængte til at komme tilbage til frisørfaget, og min fornemmelse var, at der var stor efterspørgsel på en udekørende frisør her i byen. Jeg ville gerne være den, som gav folk muligheden for at få ordnet deres hår, selvom de har svært ved at komme ud – og forhåbentlig samtidig kunne give dem en god oplevelse med en snak og et smil på vejen,”
– fortæller hun.
Stine er udlært frisør af Marny hos salon Ny, og hun har nu valgt at tilbyde sin faglighed som mobil frisør i Skagen.
Hun kører ud til både private hjem og plejehjem – primært i dagtimerne på hverdage, men hun er også fleksibel, hvis der opstår et akut behov eller der af andre årsager ønskes en tid udenfor hendes normale arbejdstid.
Hun tilbyder både dame-, herre- og børneklip samt retning og farvning af øjenbryn. Det eneste, kunderne selv skal sørge for, er at have nyvasket hår – resten tager Stine sig af. Hun understreger, samtidig, at hun ikke tager ekstra gebyr for kørsel internt i Skagen.
“Jeg gør mit bedste for at give mine kunder en god oplevelse, ikke kun med en ny frisure, men også ved at skabe en behagelig atmosfære, når jeg træder ind i deres hjem,”
– siger hun.
Dameklip: 400 kr.
Herreklip: 300 kr.
Børneklip (til og med 12 år): 200 kr.
Stine kan kontaktes på telefon 42 57 99 90 – enten ved opkald eller sms. Svarer hun ikke med det samme, ringer hun tilbage, så snart hun er færdig hos en kunde.