Mandag d. 16. juni er der lagt op til en ganske særlig udgave af det populære fællesspisningskoncept Spis og Hyg i Skagen Kultur- og Fritidscenter. Det er nemlig sidste arrangement inden sommerpausen – og det markeres med en særlig 3-retters menu, tilberedt af råvarer fra nogle af byens stærkeste fødevareaktører.
Bag aftenen står Skagen Kultur- og Fritidscenter, men den kulinariske kvalitet er sikret gennem et samarbejde med Skagen Salmon, Skagen Food og Meny Skagen – samt med huskok Jacob Dahl Andersen i spidsen. Takket være disse samarbejdspartneres gavmildhed er det lykkes at sammensætte en menu, som normalt ville koste betydeligt mere – men som her serveres til den faste Spis og Hyg-pris på blot 85 kr.
Med et tydeligt fokus på havets muligheder og kvalitet frem for kvantitet, lyder menuen som følger:
Forret:
Cremet fiskesuppe med kuller, dildolie og lunt brød.
Hovedret:
Laks fra Skagen Salmon bagt med pesto, serveret med grillede grønne asparges, stegte nye kartofler og hollandaisesauce.
Dessert:
Koldskåls-pannacotta med crumble på nødder, kammerjunker og friske råsyltede jordbær.
Alle retter bliver serveret portionsanrettet på tallerkener og i skåle.
Inden maden serveres, vil Jacob Dahl Andersen – kendt fra 5 fede kokke – fortælle om menuens tilblivelse, hans rolle som huskok hos Skagen Food, og hans egen personlige rejse mod en sundere livsstil. Han har desuden stået for vejledningen af hallens køkkenpersonale, som vil tilberede den lækre menu.
Dørene åbnes kl. 17.00, og gæsterne opfordres til at finde plads og købe drikkevarer i hallens bar, inden aftenens program begynder kl. 18.00 med velkomst ved Christian Mose. Aftenen forventes afsluttet omkring kl. 21.00.
Der er plads til 200 deltagere i det hyggeligt opstillede område i hallen. Allerede nu er over halvdelen af pladserne reserveret, og billetter sælges efter først-til-mølle-princippet via Skagen Kultur- og Fritidscenters opslag på Facebook.
Billetter skal afhentes og betales i centeret tirsdag den 10. juni og onsdag den 12. juni mellem kl. 08.00 og 18.00 – ellers går pladsen videre til næste i køen.
Med 12 velbesøgte Spis og Hyg-arrangementer i 2025 alene har konceptet vist sig at være et solidt samlingspunkt for skagboere på tværs af alder og baggrund. Forhåbningen er, at sæsonens sidste aften bliver lige så hyggelig – og at både gamle og nye deltagere har lyst til at tage del i fællesskabet, før sommeren tager over.
Skagen Kultur- og Fritidscenter takker endnu en gang Skagen Salmon, Skagen Food og Meny Skagen for deres gavmildhed.