
Birdere fra Grenen Fuglestation har både mandag og tirsdag set en flok spækhuggere i Skagerrak nord for Grenen ved Skagen.
Flokken er ca. 2 km. fra land nordvest for spidsen og består af 2 hanner og 4 hunner.
Det er første gang, at spækhugger ses fra land i Danmark i år, og som sædvanlig er det fra Skagens kyster. Ellers ses spækhuggere næsten aldrig fra land i Danmark – men derimod ikke sjælden fra skibe i Skagerrak og den nordlige del af Nordsøen.
Hos Grenen Fuglestation forventer man gode chancer for også at kunne spotte flokken onsdag – men abefaler at medbringe kikkert for den bedste oplevelse.
Spækhuggerne jager fisk mellem mange stormmåger og rider.
Spækhuggere er ikke hvaler, men delfiner. De kan blive op til 9,5 meter lange og veje op til 10 tons.
Arten er set ca. 60 gange fra kysterne ved Skagen de sidste 50 år, og efterhånden ses de flere gange om året af birdere, der sidder og kigger efter fugle over havet med deres teleskoper.
De findes i alle verdens have og kan blive op til 90 år gamle.
Verdensbestanden er kun på 50.000 dyr. De kan svømme op til 54 km. per time.